Nyhed

DR's X Factor-erstatning er fundet

GAFFA.dk – Alt om musik

DR's nye familieunderholdning skal hylde den fantastiske liveoptræden, store publikumsoplevelser og samle danskerne på tværs af generationer. Navnet er LIVE! – Danmarks nye live-artist.

Underholdningsprogrammets mission er at finde frem til Danmarks næste store live-artist. Én af de to mentorer til programmet bliver Danmarks rock-mama Sanne Salomonsen, der fik sin debut som tv-personlighed i dette års udgave af X Factor. 

Med et fokus på Live-musikken skifter Danmarks Radio til et koncept, som fjerner fokus fra et output, der skal munde ud i udgivelser af musik og ændre kurs mod live-industrien. Et forholdsvis smart træk, når man tænker på, at live-scenen er større end nogensinde før, mens single- og albumsalg er for nedadgående.


LÆS OGSÅ: Musik bliver nu et endnu større fokuspunkt for DR

Programmet har til formål at hylde den ultimative liveoptæden, og underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme, er glad for begyndelsen på LIVE!:

"Det har været vigtigt for DR at ramme noget tidsaktuelt i vores søgen efter et nyt underholdningsformat. Musik har altid været en stor og vigtig del af vores liv, og det skaber både fællesskab og noget at tale om – også på tværs af generationer. Men hvor det før i høj grad var musikudgivelser, der var omdrejningspunktet for danske kunstnere, er tendensen i øjeblikket, at det er på livescenerne, at mulighederne ligger. Derfor sætter vi med LIVE! fokus på at skabe musikforståelse, hylde den fantastiske live-optræden og dermed den store publikumsoplevelse."


I kamp mod sin endnu unavngivne med-mentor, og med hjælp fra seerne, skal Sanne Salomonsen starte med at finde de største talenter til at optræde, hvor seerne stemmer på deres favoritter via mobilen. Programmet vil køre i otte uger, hvor alle kan stille op med sin egen eller andres musik. Vinderen af LIVE! får lov til at tage på en turné rundt i Danmark.

Læs mere om, hvordan man tilmelder sig til LIVE! – Danmarks Nye Live-Artist her. 

ANNONCE