Nyhed

Suede giver to danske koncerter med nyt album i ryggen

GAFFA.dk – alt om musik

Brett is back!

I 2016 gav Suede en udsolgt koncert i DR Koncerthuset, og de vender nu tilbage til samme sted med hele to koncerter, henholdsvis den 9. og 10. oktober. Denne gang med deres ottende album, The Blue Hour i ryggen. Albummet udkommer 21. september og beskrives af bandet selv som et konceptalbum om skumringstimen og som deres mest dystre hidtil.

London-bandet kunne i marts fejre 25-året for udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum, som sammen med efterfølgerne gjorde dem til nogle af de største i 90’ernes britpopbølge – og i øvrigt også særdeles populære i Danmark.

Efter fem album gik gruppen dog hver til sit i 2003, hvorefter sanger Brett Anderson udgav et enkelt album med duoen The Tears sammen med Bernard Butler, der var guitarist på Suedes to første album. Herpå indledte han en solokarriere, som både kommercielt set og anmeldelsesmæssigt var noget mindre succesfuld end Suede-årene. I 2010 blev Suede gendannet med samme lineup som på deres tredje og fjerde album, og i 2013 udgav de deres første album siden gendannelsen, Bloodsports. Selvom albummet ikke gav bandet samme helt popularitet som i storhedstiden, blev det pænt modtaget, og det samme gjaldt efterfølgeren, Night Thoughts fra 2016.

Den kommende tredje udgivelse siden gendannelsen er produceret af Alan Moulder (Arctic Monkeys, The Killers, Nine Inch Nails med flere), mens filmkomponist Craig Armstrong sammen med keyboardspiller og rytmeguitarist Neil Codling har stået bag strygerarrangementerne.

Suede gav senest dansk koncert på Tinderbox i 2016. Her skrev GAFFAs anmelder blandt andet, at "bandet langtfra har udspillet deres rolle."


LÆS OGSÅ: Briterne stemte nej til Brett-xit

Billetsalget begynder fredag den 11. maj klokken 10.

ANNONCE