x

Nekrolog: Et tragisk liv fik en tragisk skæbne

Nekrolog: Et tragisk liv fik en tragisk skæbne

Mandag aften dansk tid begyndte rygter og videoer, omhandlende en skudepisode involverende den højst kontroversielle rapper XXXTentacion at svirre på Twitter. Kort før midnat blev de bange anelser bekræftet for fans, familie og følgere verden over: den blot 20-årige rapper var afgået ved døden, offer for et væbnet røveri i Florida.

20 år. Det er godt og vel et kvart liv. Alligevel nåede XXXTentacion, som en del af SoundCloud-bølgen, at brænde sig ind i bevidstheden hos mange, fortrinsvis unge lyttere, med sin alternative, eksperimenterende og til tider aparte stil, samt et drive, som ikke var set lignende blandt generationen af fremadstormende DIY-kunstnere. Hvor en stor del af SoundCloud-generationen er redet ind på en bølge af lean og et surfbræt af Xanax-piller, var det de tungere emner, som X tog fat i på sine to udgivelser 17 og ?. Kærestesorg, depression og angst var alle omdrejningspunkter i et ofte dysfunktionelt tekstunivers, som suppleredes af produktioner fra kunstneren selv. Produktioner, som spændte fra grunge til r&b og tegnede et billede af en ung mand med meget på sit knuste hjerte, og et sind i flammer.

Til trods for en lang liste af afsonede domme, anklager og forestående sager kan der ikke herske tvivl om, at XXXTentacion var en respekteret skikkelse blandt øvrige kunstnere. Han blev hyldet for sin evne til at forblive original, i et kuld af unge, upcoming rappers, der hovedsageligt havde og har en mere rendyrket overfladisk stil og ensartet lyd. "An inspiration" er et label, der ekkoer gennem Twitter-feeds med blå flueben, mens også utallige fans i en hærdet og trofast fanbase begræder tabet af det unge talent. X har været med til at hjælpe dem ud af hårde tider og givet håb i en ungdomskultur, der til tider kan være præget af nihilisme og håbløshed.

For nylig var Jaseh Dwayne Onfroy, som rapperens borgerlige navn var, ude i en live Instagram-udsendelse og tale om sit eget eftermæle, i tilfælde af at han skulle ende død, "as a sacrifice", og ikke fik muligheden for at udleve sin drøm selv. “Så længe mit budskab går igennem til børnene, så de kan taget noget positivt med sig og få et godt liv” var hans meddelelse i udsendelsen, som retrospektivt bliver en smule gåsehudsfremkaldende. Med et liv på kanten, afsonet fængselsstraf, husarrest samt 15 forestående retssager vidste X formentlig godt, at en skæbne magen til den, der blev hans endeligt, var et realistisk udfald. Ikke desto mindre havde han de seneste måneder af sit liv forsøgt at udbedre sine fejl fra fortiden – i weekenden skulle han således være arrangør for et velgørenhedsarrangement i Florida. Et arrangement, som nu desværre bliver erstattet af flag på halv og bøjede nakker i delstaten.

Man skal træde meget varsomt, når man på én og samme tid skal respektere en afdød person og dennes efterladte, mens man samtidig ikke kan tillade sig at glemme de ting, han blev anklaget såvel som dømt for. Dog er det vigtigt at kunne adskille personen fra kunstneren, og det hele opsummeres egentlig bedst med ordet "tragisk". Et på mange måder tragisk liv endte i en mindst lige så tragisk skæbne for en ung mand, som prøvede at udbedre sine fejl, og altså stadig kun var 20 år. Endnu et skudoffer i den meningsløst store mordstatistik over there, som giver historien om XXXTentacion en på alle måder ulykkelig udgang. Kampen fløjtes af uden vindere. Må han hvile i fred.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA