Nyhed

Springsteen angriber Trumps immigrationspolitik under Broadway-show

GAFFA.dk – alt om musik

Ændrede i sætlisten og kom med politisk tale efter 146 næsten ens koncerter

Bruce Springsteen er for tiden i gang med en længere række af solokoncerter i Walter Kerr Theatre på Broadway, hvor han mellem sangene fortæller anekdoter fra sit liv i ånden fra sin roste selvbiografi Born to Run. Både sangene og anekdoterne er normalt de samme hver aften, men tirsdag aften ændrede han i programmet for først at komme med et længere angreb på Donald Trumps omdiskuterede immigrationspolitik, dernæst at spille sangen "The Ghost of Tom Joad", der omhandler fattigdom og hjemløshed og normalt ikke er på sætlisten.

Springsteen sagde ifølge The Guardian: "Jeg har spillet mere eller mindre det samme ved 146 koncerter, men i aften kræver noget særligt," og kritiserede "ældre personer i regeringen", der har adskilt mere end 2000 børn fra deres forældre i forbindelse med, at forældrene har krydset grænsen fra Mexico for at søge asyl i USA.


Efter showet lagde Springsteen en tekst op på sin Instagram-proil, hvor han blandt andet skriver: "Jeg har aldrig ment, at folk, der kommer til mine koncerter, eller til koncerter generelt, kommer for at blive belært om noget. Men jeg tror på, at de kommer for at blive mindet om noget. At blive mindet om, hvem de er, når de føler størst glæde, når de føler de dybeste følelser, når livet føles fuldendt".

Artiklen fortsætter under billedet

 

Bruce’s remarks before he performed “The Ghost of Tom Joad” last night on Broadway. Swipe through ➡️➡️➡️


Et opslag delt af Bruce Springsteen (@springsteen) den

Donald Trump har gennem flere dage fået massiv kritik for at skille børn fra deres forældre, der søger asyl efter at have krydset grænsen fra Mexico, og efter at have afvist kritikken gennem flere dage har han i går aftes dansk tid underskrevet et dekret, der skal forhindre, at børn og voksne bliver adskilt i forbindelse med asylansøgning.


Bruce Springsteen indledte sine solokoncerter 3. oktober 2017 på Walter Kerr Theatre, der har 960 siddepladser. Oprindeligt blev der kun annonceret knap to måneders koncerter, men grundet stor efterspørgsel er showet blevet forlænget flere gange, så det nu løber til 15. december, fem dage om ugen. Springsteen er alene på scenen med guitar, mundharpe og klaver, men normalt medvirker hans kone Patti Scialfa på kor på to sange. Tidligere på måneden modtog han en specialpris ved uddelingen af teaterpriserne Tony Awards for sit show.

ANNONCE