GAFFA.dk – alt om musik
I fredags den 13. juli udgav popstjernen sin seneste single "God is a Woman" som en del af det kommende og fjerde album Sweetener. Se den tilhørende musikvideo øverst.
Ariana Grande folder sig ud på smukkeste vis i den nye musikvideo til nummeret "God is a Woman" som omhandler det kvindelige køn. Videoen er spækket med kvindelige og religiøse symboler, herunder en kvindelig fortolkning af maleriet "Adams skabelse" af Michelangelo fra 1500-tallet.
I fredags skrev GAFFA om rygter, omhandlende at Madonna muligvis var en del af Grandes kommende album. Rygterne startede på de sociale medier, da Grande havde delt et billede af hende og musikikonet på Twitter med billedteksten "Tak Madonna. Du ved hvorfor". Rygterne talte ikke helt usandt, da det store popidol Madonna er at finde i Grandes nyeste musikvideo.
Madonna citerer i musikvideoen Samuel L. Jacksons scene "Ezekiel 25:17" fra kultfilmen Pulp Fiction. "Og du skal vide, at jeg er Herren, når jeg fuldbyrder min hævn på dig," lyder det blandt andet fra Madonna som voice-over.
LÆS OGSÅ: Ariana Grande ude med ny single
Den 25-årige sangerinde albumdebuterede i 2013 med Yours Truly, og hendes seneste album Dangerous Woman udkom i 2016. Et album, som GAFFAs anmelder gav fire stjerner til og skrev følgende om: "Synge, det kan Ariana Grande, med en Mariah Carey-lignende rækkevidde i vokalen. Det er overproduceret pop, præcis som den slags skal lyde. Det er fløde for øregangen uden andet end overflade og smoothness."
LÆS OGSÅ: Er det pop, man søger, er man kommet til den rette smed
Det nye album Sweetener udkommer den 17. august.