GAFFA.dk – Alt om musik
På Foo Fighters' igangværende turné i USA hev frontmand Dave Grohl en ny gæst ind på scenen til aftenens koncert, noget som Grohl har gjort før på samme turné.
I søndags (den 22. juli) var aftenens gæst ingen ringere end The Eagles-guitaristen Joe Walsh til Joe Walsh-nummeret "Rocky Mountain Way".
Under showet i Bostons Fenway Park rockede bandet til tonerne af Queens "Under Pressure" via Nirvanas "Smells Like Teen Spirit" og The Ramones' "Blitzkrieg Bop". Publikum blev herefter noget overrasket, da Joe Walsh trådte ind på scenen for at spille klassikeren "Rocky Mountain Way" fra 1973.
Walsh har tidligere bidraget til bandets dokumentarserie Sonic Highways, hvilket er selvsamme titel som bandets fuldlængdealbum fra 2014. Joe Walsh spillede også med på albumnummeret "Outside".
LÆS OGSÅ: Rick Astley åben for Foo Fighters-samarbejde
Tidligere på deres nuværende turné fik Foo Fighters besøg af Red Hot Chili Peppers' Chad Smith og skuespilleren John Travolta. Dave Grohls datter, Violet, har også ydet backingvokal ved bandets shows.
Foo Fighters er i øjeblikket på USA-turné i kølvandet på bandets seneste udspil, Concrete and Gold, fra 2017. Albummet fik fem ud af seks stjerner i GAFFA, hvortil Michael José Gonzalez blandt andet skrev: "Det var egentlig planen, at Dave Grohl ville have trukket sig helt fra musikken i et helt år i kølvandet på benbruddet, den siddende tour og Saint Cecilia-ep’en i 2015, men den slags går ikke, når man har musik i blodet, og allerede seks måneder senere var han i gang med at skrive førstesinglen til nærværende album, den hektiske og ”dagens-første-espresso-friske” Run, der bevæger sig i samme hårdtslående blodbaner som åndsbeslægtede The Pretender og White Limo."
LÆS OGSÅ: Dette band kan Dave Grohl ikke holde ud at høre på
Se live-klippen fra koncerten med Joe Walsh her: