Nyhed

Robyn annoncerer ny single – og deler kortfilm

GAFFA.dk – alt om musik

I sidste uge kunne GAFFA skrive, at flere rygter tydede på, at Robyn snart ville udkomme med ny musik. Nu er rygterne bekræftet fra Robyn selv. 

I morgen (den 1. august) udgiver Robyn den nye single "Missing U". Samtidig har popstjernen også delt en kortfilm, som viser hende overraske flere fans til "This Party Is Killing You", en Robyn-tema-dansefest, som hver måned bliver afholdt på koncertstedet Brooklyn Bowl i New York.

I den nye syv minutter lange video, som går under titlen "Missing U – A Message To My Fans", udtaler flere fans sig om deres store idol Robyn, og hvordan hendes musik inspirerer og berører dem. Robyn overrasker alle fansene til arrangementet, hvor hun kaster sig ud mod publikum og giver den gas på scenen med sang og sine velkendte dansetrin. 

LÆS OGSÅ: Robyns år - Det hele handler om oplevelsen

Robyn forklarer samtidig i kortfilmen, hvad den nye kommende single omhandler: "Missing U er en sang om den her freaky ting, som sker, når folk forsvinder, og hvor det er som om, de bliver endnu mere klare, og du ser dem alle vegne". Hun afslutter med, at sangen også er en besked til hendes fans, om at hun har savnet dem. I videoen kan du høre en bid af den nye single fra popsangerinden. 

Den 39-årige svenske sangerinde albumdebuterede i 1995 med Robyn is Here. Sidenhen er det blevet til syv studiealbums, det seneste Body Talk fra 2010. Den seneste single "Honey" udkom i 2017, og havde debut i en episode i den amerikanske tv-serie Girls

Formentlig er et nyt album fra Robyn også i vente. Dette har hun blandt andet bekræftet på Twitter, hvor hun skriver til en fan, at et nyt album vil se dagens lys i løbet af 2018. 




ANNONCE