x

Robyns år - Det hele handler om oplevelsen

Robyns år - Det hele handler om oplevelsen

Det er ved at være små seks måneder siden, GAFFAs udsendte sad på en svensk fortorvscafé og fik en snak med Robyn om, hvad der skulle ske med hendes vilde idé om at udgive tre plader i løbet af resten af året. Der er i den grad sket meget siden, og den sympatiske svenskers karriere har taget fart det sidste halve år. De tre Body Talk-plader er udgivet til stor succes - to af dem har endda på én gang optaget både første- og andenpladsen på den svenske albumhitliste, hendes skandinaviske publikum er vokset markant, og så har hun spillet flere succesfulde koncerter i USA, hvor hun også har optrådt til MTV Video Music Awards og på David Lettermans The Tonight Show. Grunden til succesen ligger lige for, mener Robyn:

- Min teori er, at hvis man laver noget, der føles ægte og ærligt, så skal folk nok komme med positiv respons, og det er det, der er sket for mig. Jeg havde aldrig troet, at folk ville tage så godt imod hele idéen med at udgive tre plader. Måske tænkte jeg, at folk ville fange den her i Skandinavien, men at de har været med på den i både England og USA, er fuldstændig vanvittigt. Jeg havde ikke forventet nogen form for succes nogen steder, og jeg har primært udgivet pladerne for min egen skyld - for at se, om det kunne lade sig gøre - så det er virkelig en glædelig overraskelse, at så mange har taget det til sig. Især at det er gået bedre end med mit sidste album, der kun blev opdaget af Pitcfork og en beskeden håndfuld folk uden for Skandinavien. Jeg har været rigtig heldig, og jeg føler mig meget privilegeret over at have optrådt til MTV VMA og på David Letterman.

Hvordan var det at være tilbage på Letterman?

- Det var fedt! Jeg optrådte der også i forbindelse med Robyn-albummet, hvor jeg spillede Cobra Style. Det er et meget professionelt show. Jeg tror, de optager et eller to shows om dagen, og det er utroligt afslappet derinde, samtidig med at alle er meget fokuserede på det, de laver. Jeg havde egentlig troet, at det ville være lidt pudsigt at spille Dancing On My Own derinde, fordi det er et dance-nummer, og i Amerika tager man sjældent dance-musik serøst. Så jeg var lidt spændt på publikums reaktion, men de var vildt positive, og selv David Letterman syntes, det var fedt. Til de amerikanske shows efterfølgende har det også været det nummer, folk er gået mest amok til. Det virker heldigvis som om, man er begyndt at tage dance-musikken mere seriøst derovre. Hvor der tidligere har været en tendens til at afskrive genren som udelukkende værende bøsse-musik, er der nu store dance-festivaler, og genren har fået et skud coolness-faktor. Det er meget mere accepteret nu.

De amerikanske koncerter
Netop de amerikanske spillejob har haft en særlig betydning for den lattermilde popsmølf, der betegner koncerterne på den anden side af Atlanten som nogle af årets klare højdepunkter:

- De amerikanske koncerter har virkelig betydet noget særligt for mig. Sidst jeg var der, var jeg lettet over, at der overhovedet kom nogen til koncerterne. Det havde jeg ikke regnet med, for folk anede ikke, hvem jeg var, men denne gang har jeg godt kunnet fornemme, at mit navn er vokset lidt derovre, og det er ret fedt. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg kunne tage tilbage til Amerika og gøre tingene på min egen måde for et større publikum. Der har ikke rigtig været nogen, der har stillet spørgsmålstegn ved det, jeg laver, folk har bare taget imod det med åbne arme og givet positivt igen.

Er der en særlig koncert over there, der har sat sig fast i erindringen?

- Ja, helt klart. Det show, jeg spillede med Kelis i Webster Hall i New York, var fuldstændig vanvittigt. Under koncerten kunne vi mærke, at gulvet nærmest gav efter, og scenen bevægede sig og gyngede lidt. Det var lige før, det var skræmmende, men der var en fuldstændig vild energi, og efter koncerten blev folk hængende og festede videre. Det var ret massivt!

Hvis vi så skal tilbage på de hjemlige breddegrader igen, hvordan synes du så, årets Roskilde-koncert gik?

- Det var simpelthen så fedt! Man kunne mærke, at folk var oppe at køre over det, og at der var mange, der havde baseret deres forventninger på min sidste koncert på festivalen. Det gik over al forventning, og det var en af de bedste koncerter, jeg overhovedet spillede på den tour. Jeg elsker Roskilde Festival. Det er et fedt sted at spille og også et fedt sted at hænge ud generelt.

Har der været noget negativt ved at turnere så meget, som du har gjort på det seneste?

- Man lever lidt i en boble, når man er på tour, og nogle gange kan man godt miste grebet om, hvad der sker ude i den virkelige verden, men heldigvis er mine venner gode til at besøge mig, når jeg er ude at spille. Men man er hele tiden nødt til at få tingene til at fungere, når man er ude at spille, og det kan godt være lidt stressende, at der er så mange forandringer konstant.

"Jeg er sindssygt gangsta"
Robyn har aldrig været bleg for at krydre sin musik med lidt hiphop-lingo og skandinavisk gangsta-attidude. På nummeret Love Killz citerer hun for eksempel Ice Cube-klassikeren Check Yo Self, men hvor meget betyder hiphop egentlig for poptøsen?

- Jeg føler mig ret stærkt forbundet med hiphop. Hiphoppen var min punkmusik, da jeg voksede op og skulle definere min egen personlighed som teenager. Hiphop har altid betydet rigtig meget for mig, men jeg begyndte egentlig at lytte til det, fordi det var noget af det eneste musik, jeg syntes havde et ordentligt groove, jeg kunne danse til. Senere blev jeg selvfølgelig også fanget af teksterne og vokalernes rytme, og det er noget, jeg har taget til mig, og som jeg stadig bruger i min egen musik. Jeg kunne aldrig have lavet en sang som Konichiwa Bitches, hvis jeg ikke havde lyttet til Biggie i sin tid, men jeg kan ikke rappe om crack og pistoler, så jeg rapper om andre ting. Hiphop er også fantastisk, fordi der er en masse humor i musikken. Det er generelt ikke en særlig prætentiøs genre, og det kan jeg godt lide. Det kan selvfølgelig være super-prætentiøst, men den gode hiphop formår at bevare glimtet i øjet med attituden i behold.

Du fremviser også en del attitude i sange som Criminal Intent og U Should Know Better, hvor du giver den som skandinavisk gangster. Hvor gangsta er du?  

- Jeg er sindssygt gangsta – seriøst! Jeg er selvfølgelig ikke gangster-agtig i den måde, jeg behandler andre på. Jeg prøver på at være sød og rar. Men for mig handler det at være gangsta nu også mest om at være den, man er, uden at undskylde de ting, man gør over for nogen som helst.

Nu vi er i den boldgade, hvordan var det så at arbejde med Snoop?

- Det var fedt! Vi mødtes i L.A., sidst jeg var i byen, og vi havde det rigtig fedt sammen. Han er lige præcis, som jeg tror, de fleste mennesker forestiller sig. Han tøffede rundt i badekåbe og sutsko og røg fede hele tiden. Han er vildt sjov, pisseklog og meget interesseret i musik. Vi er ikke nære venner eller noget, vi nyder bare hinandens selskab. Vi udvekslede et par idéer, og det blev til det nye samarbejde på nummeret U Should Know Better.

Kan sagtens gå i fred på gaden

I Sverige har de fleste fulgt Robyns karriere, siden hun som 16-årig udgav sin første single You've Got That Something, og med den internationale anerkendelse er der sket en ændring i opfattelsen af det nationale popklenodie.

− Det er sjovt med Skandinavien, for vi er for det meste meget cool med alting, og det er det, der er fedt ved at være berømt her, for man har ikke rigtig så mange problemer med det, men så snart, man bliver kendt uden for Skandinavien, flipper folk helt ud. Der er mange derhjemme, som er begyndt at behandle mig, som om jeg er en eller anden kæmpestjerne fra Amerika. Det er altså ret sjovt, for jeg har jo været her de sidste 15 år, og jeg har boet i Sverige hele tiden og været vant til at møde folk på gaden og snakke med dem, men så snart folk ser mig på David Letterman, ændrer det sig. Det er, som om folk ikke rigtig er imponerede, før de også synes, man er god i det store udland. Men det er stadig cool i Stockholm. Jeg bruger stadig offentlige transportmidler og sådan noget, og jeg kan sagtens gå i fred på gaden.

Du virker også til at have et meget afslappet forhold til dit publikum, hvis man skal tro videoen til Hang With Me. Har du det?
- Helt sikkert. Der er jo ingen grund til at bruge så meget tid og energi på at indspille plader og promovere dem, hvis ikke jeg kan komme ud og komme i kontakt med mit publikum og vise dem, hvad jeg synes pladerne handler om. For mig er kernen i musikken det at komme ud at spille og den udveksling af energi, der er imellem publikum og kunstner. Min musik er meget inspireret af klubkulturen og klub-musik generelt, og jeg elsker at stå på scenen og prøve at skabe den samme energi, som man finder på klubberne, så folk kan give den alt, hvad de har i sig til musikken. Derfor er det jo også vildt fedt, at mit publikum her i Skandinavien er vokset så meget, som det er. Det er første gang, jeg har kunnet spille for så mange mennesker i hele Skandinavien. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg endelig har fået fat i det danske og det norske publikum. Når jeg er i Norge og Danmark, behandler I mig som en af jer. Jeg mærker ikke længere den distance, der tidligere har været, og det er utrolig dejligt.

Fagre nye digitale verden
Der har ifølge ophavskvinden ikke på noget tidspunkt eksisteret en overordnet plan med udgivelsen af de tre Body Talk-plader. Det har ikke handlet om at slå en eller andet form for rekord for, hvor mange plader, man kan nå at udgive på et år, fortæller hun og lægger vægt på, at det vigtigste har været selve processen:

- Det har været fantastisk at arbejde på denne her måde. Jeg har haft det vildt sjovt i studiet, og det har været fedt at have så mange sange i spil. Det har også været vildt sejt at interagere med folk under processen. Både i forhold til de interviews, jeg har givet undervejs, og også via Twitter. Det har været fedt at kunne opdatere folk direkte om arbejdet på pladerne og få deres besyv med. Det har simpelthen været så sjovt at gøre det på den måde, og det er vildt, at de ting, jeg har gået og forestillet mig, rent faktisk har kunnet lade sig gøre. Der er mange kunstnere, der udgiver deres sange digitalt, så snart de er færdige. Se bare på Kanye West, der udgiver et nyt nummer på sin hjemmeside hver fredag.

- Et eller andet sted er det jo nok også den måde, tingene altid har været gjort på. I 60'erne og 70'erne var det jo for eksempel ikke unormalt, at kunstnere udgav et album om året. Så kunne det være, at det måske ikke var mere end 10 sange, men så havde man i det mindste nye sange hvert år, og jeg tror, det er den måde, de fleste kunstnere allerhelst vil arbejde på. De fleste vil helt sikkert foretrække en jævn, kontinuerlig proces i stedet for at have nogle vildt hektiske år efterfulgt af en pause, hvorefter det bliver hektisk igen, for det er hverken særlig rart eller særlig sundt. Jeg har på ingen måde opfundet den dybe tallerken, jeg har bare gjort, hvad der har føltes mest logisk for mig, og netop på grund af internettet er der mulighed for en mere direkte kontakt mellem musiker og publikum. Det hele handler om oplevelsen. Det handler om, hvordan du får fat i musikken, hvordan du interagerer med den og selvfølgelig live-oplevelsen. Det er meget federe end bare at få at vide af medierne, hvilke to plader du skal købe hvert år.

Jul og nytår
Du har haft et helt vanvittigt år. Hvordan har du tænkt dig at runde det af? Hvordan skal du fejre jul og nytår?

- Det er faktisk et godt spørgsmål. Det ved jeg slet ikke endnu. Jeg er på tour i starten af december, og hvis jeg ikke er for udmattet efter det, køber jeg en rejse et eller andet sted hen og tager på ferie. Hvis det virker lidt uoverskueligt, tager jeg hjem til mine forældre og holder jul med dem og nyder godt af min mors gode mad. Det plejer jeg at gøre til jul. Til nytår plejer jeg bare at hænge ud med mine venner, og det regner jeg også med at skulle i år. Jeg elsker nytårsaften, jeg synes, det er en af de bedste aftner hele året, men jeg kan bedst lide, når det er afslappet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA