GAFFA.dk – alt om musik
Nephew annoncerer nu yderligere 10 arenakoncerter i Danmark i marts 2019. Billetterne sættes til salg på fredag den 31. august klokken 10.
Da Nephew tilbage i efteråret 2017 offentliggjorde de første to koncerter efter fire års pause, forsvandt samtlige 30.000 billetter på bare et døgn. Siden da har publikum efterspurgt flere indendørs koncerter, og nu er deres bønner blevet hørt. Bandet gæster Aarhus, Odense, Sønderborg, Holstebro, Aalborg, København, Roskilde, Næstved, Esbjerg og Vejle i marts måned næste år.
Simon Kvamm udtaler:”Da vi planlagde 2018, var det med få koncerter, fordi vi gerne ville fornemme, om folk havde lyst til at se os, og om vi selv havde lyst til at spille. Til begge dele må svares: Kæmpe ja! Vi har virkelig lyst til at komme på landevejen med både de gamle sange og de nye sange fra vores kommende album Ring – i – Ring, og det lader glædeligt nok til, at der er folk derude, der gerne vil have besøg af os”.
Nephew har i 2018 udvidet besætningen med sangerinde og keyboardspiller Marie Højlund, også kendt fra Marybell Katastrophy, og de har givet koncerter på Roskilde Festival og Smukfest, ligesom de har to koncerter i oktober i Jyske Bank Boxen og Royal Arena. Gruppen er for tiden i gang med en ep-serie, hvor de udgiver en ny ep for hver årstid. Serien begyndte i januar og sluttes til efteråret med albummet Ring – i Ring.
LÆS OGSÅ: Nephew fik kongelig visit og sejrede på hjemmebane
Nephew gæster følgende byer i marts 2019:
01.03.19: Aarhus, Ceres Arena
08.03.19: Odense, Arena Fyn
09.03.19 Sønderborg, Skansen
15.03.19: Holstebro, Gråkjær Arena
16.03.19: Aalborg, Gigantium
21.03.19: København, K.B. Hallen
22.03.19: Roskilde, Roskilde Kongrescenter
23.03.19: Næstved, Arena Næstved
29.03.19: Esbjerg, Bluewater Dokken
30.03.19: Vejle, Spektrum
Varm op med koncerten fra Smukfest: