Nyhed

Guide: Fem album, du skal glæde dig til i september

GAFFA.dk – 35 år i musikkens tjeneste

Vi er i gang med en ny måned, og traditionen tro kigger vi på, hvad vi kan glæde os til af nye albumudgivelser i de kommende 30 dage.

 

Spiritualized


Titel: And Nothing Hurt

Sidste år fyldte hovedværket Ladies And Gentlemen We Are Floating in Space 20 år, og nu er der også nyt fra den tidligere Spaceman 3-frontfigur, Jason Pierce. Det er første udspil fra Spiritualized i seks år, og besætningen bag Pierce er som altid fluktuerende, præcis ligesom bandets særegne musik, der både beskrives som dreampop og spacerock.

Udgivelse: 7. september


 

 

Clutch


Titel: Book of Bad Decisions

De satte godt gang i rockfesten på årets Roskilde Festival, og senere på året vender de tilbage og sætter gang i julemåneden, når de spiller i Store Vega den 1. december. I mellemtiden smækker de så deres 12. album på gaden – det er næppe en dårlig beslutning.

Udgivelse: 7. september


 

 

Paul Weller


Titel: True Meanings

The Modfather er tilbage, og den nye plade bringer antallet af album, han har på sin velklædte samvittighed op på imponerende 26, hvoraf de 14 er i eget navn. Den tidligere The Jam- og Style Council-frontmand har inviteret et par gæster om bord. Blandt andet skulle man, hvis man spidser ører, kunne høre Noel Gallagher.

Udgivelse: 14. september

 


Suede


Titel: The Blue Hour

Nogle vil måske påstå, at Suede altid har huseret i den mørkeblå time, men nu er det altså helt officielt, på briternes ottende album, og de har, for første gang, trukket på Alan Moulder (QOTSA, NIN, White Lies) som producer. Senere på året bringer Brett Anderson & Co. musikken, og sikkert også en klassiker eller to, med til to udsolgte koncert i DR's Koncertsal. 

Udgivelse: 21. september

 


The Joy Formidable


Titel: AAARTH

Den walisiske (indie)rocktrio har høstet flotte anmeldelser for deres første tre udspil og har tidligere på året været med som opvarmning for ingen ringere end Foo Fighters, inviteret af Grohl selv. Titlen på albummet er en reference, ikke til jorden, men til det walisiske ord for bjørn: "arth".

Udgivelse: 28. september

 

ANNONCE