Nyhed

Avicii søgte hjælp få uger før sin død

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den 20. april 2018 gik Tim "Avicii" Bergling tragisk bort, kun 28 år gammel. Men blot få uger før sin død søgte kunstneren hjælp hos meditationseksperten Erin Skipper i Los Angeles for at håndtere sin angst, rapporterer det svenske nyhedsmedie Expressen

Det var i begyndelsen af marts, at Erin Skipper begyndte at give private lektioner i meditation hjemme hos den 28-årige musiker, som ikke havde tid til at deltage i gruppekurserne – selvom meditationscentret normalt ikke giver kurser hjemme hos folk, berettede Skipper til magasinet GQ. 

LÆS OGSÅ: Aviciis familie i åbent brev: Han ville have fred


Til GQ fortæller Skipper også, at hun følte sig presset og beklemt ved, at Bergling ville lære det hele så hurtigt, men at hun helst ville lære ham at kende først. Hun siger også, at kunstneren så sund, men træt ud første gang, de mødtes – som om han havde meget at tænke på. Før besøget havde han læst om meditation og havde mange spørgsmål. 

"Jeg har arbejdet med tusindvis af mennesker, og ingen har spurgt så direkte ind til sådanne ting. Nu hvor jeg ser tilbage, havde jeg ingen anelse om, hvor omfattende hans smerte og lidelse var," udtaler Skipper. 

LÆS OGSÅ: Tidligere manager: Avicii-dokumentar er misvisende


Skipper fortæller også om en privat samtale, hun havde med Bergling, hvor han søgte efter klarhed og værktøjer til at håndtere sine problemer med angst, og at hans angst fik ham til at drikke for meget. Skipper skulle efter sigende have foreslået andre terapiformer som støttegrupper og rehabilitering, men Bergling var opsat på at lære meditation.

Sidste gang, Erin Skipper mødte den verdensberømte dj, blev denne angiveligt meget følelsesladet og sagde: "Jeg er meget følsom, og jeg lider så meget".

LÆS OGSÅ: Dansk streamingtjeneste vil demokratisere musikbranchen


ANNONCE