GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
GAFFA kunne i weekenden annoncere, at det amerikanske heavy metal-band Machine Head går i opløsning. Nu meddeler bandet, at bandet vil fortsætte, dog med et andet lineup.
Machine Head har netop offentliggjort en udtalelse, der udspecificerer weekendens nyhed om bandets opløsning. I fredags offentliggjorde frontmanden Rob Flynn en video, hvori han meddelte, at bandkollegaerne Phil Demmel og Dave McClain ville forlade gruppen, da de er vokset fra hinanden som mennesker og musikere.
I videoen annoncerede Flynn, at de ville fortsætte deres nuværende Freaks & Zeroes-turné i Nordamerika som en afskedsturné, hvilket gav fans det indtryk, at heavy metal-bandet ville gå i opløsning. Men nu kan Machine Head-fans ånde lettet op – gruppen har netop offentliggjort en pressemeddelelse, der siger, at Metal Head stadig vil fortsætte, dog uden Demmel og McClain.
LÆS OGSÅ: Machine Head: Vi er langtfra mætte
På deres Facebook-side skriver bandet blandt andet: "For at klarlægge: dette er en afskedsturné for Machine Heads nuværende lineup – ikke en afskedsturné for Machine Head, som medierne har rapporteret". Se den fulde meddelelse nederst i artiklen.
Machine Head havde deres debut i 1994 med albummet Burn My Eyes, hvor Dave McClain har været fast inventar bag trommerne siden 1996, mens Phil Demmel har været guitarist siden 2002.
Heavy metal-kvartetten besøgte i maj Store Vega, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev: "Det blev alt i alt en stor aften med stilsikker, knogleknusende brutalitet, fordi bandet er så sikkert på sig selv, sine virkemidler og kunnen som et meget effektivt maskinhoved".
Gruppen har endnu ikke løftet sløret for, hvilken konstellation bandet fortsætter med.
LÆS OGSÅ: Anselmo-gate: Giv mig endnu en chance. Jeg elsker jer alle!
Se hele Metal Heads Facebook-opslag her: