Nyhed

VIDEOPREMIERE: Idylliske sommerminder fra et andet liv

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Den aarhusianske gruppe Verdens Sidste Idé har i dag premiere på en dagdrømmende musikvideo til deres nye single "Et Andet Liv". 

"Jeg ville ønske, jeg havde et andet liv / Altså to på én gang", sådan lyder de indledende strofer fra Verdens Sidste Idés tredje single "Et Andet Liv", der havde premiere på P6 Beat i går. Men selvom man kan flirte med drømmen om at få mere, end hvad ét liv kan byde på, så handler sangen om at være, præcis der hvor man er.

"Et Andet Liv" byder på svingende synthesizere, afdæmpet trommespil og en luftig trompet, og i dag akkompagneres singlen af en smuk musikvideo lavet af Kristian Jensen.


LÆS OGSÅ: PREMIERE: Verdens Sidste Idé er et flyvende barn

Videoen ligner en af de dagdrømme, som sangen opfordrer lytteren til at give slip på. Det er en række sfæriske øjebliksbilleder, der glider ind og ud af hinanden - det ene mere idyllisk end det næste: ung som gammel nyder en frokost i et dansk sommerhus, vennerne skåler, danser og griner inderligt, sollyset og den grønne bøg gennemsyrer hele scenen. Grænsen mellem virkelighed og drøm slørres på smuk vis.

Som bandets sangskriver, Asbjørn Hvelplund, fortæller, kan man lære lige så meget af en dagdrøm, som af virkeligheden. "Men det handler om at være, der hvor man er", som han konkluderende synger i omkvædet. 


LÆS OGSÅ: Original dansksproget rockmusik i særklasse

Det syv mand høje band har tidligere udgivet singlerne "Hey, Præst" og "Verdens Sidste Idé", og de spillede deres debutkoncert på SPOT Festival i år. Koncerten fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev følgende:

"Med Verdens Sidste Idé er der tale om melodiske ørehængere, som vi nemt kan nynne med på i vores drømme. Det unge band får i hvert fald denne aften udlevet deres drøm".


ANNONCE