Nyhed

VIDEOPREMIERE: Danmarks næste, store pophåb danser frustrationerne væk

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det spændende poptalent Nosaint udgiver i dag andensinglen "Like I Do". Hør sangen og se den nye musikvideo her.

I videoen til "Like I Do" ringer Jeppe Steenfeldt-Jensen - bedre kendt som Nosaint - til et pige, der ikke besvarer opkaldet. På telefonsvaren forsøger han sig ad fornuftens vej, indtil følelserne tager kontrollen over hans krop, der bryder ud i energisk dans. Præcis som på den sprængfarlige debut, "Nocturnal Delirium", inviterer andensinglen os ind i et spændende univers af turbulente følelser, der udtrykkes gennem passioneret popmusik.

- Sangen handler om den følelse man tit kan føle i starten af et forhold. Man står selv helt klar til at springe ud i det, men modparten tør ikke give sig selv helt endnu, i frygt for at blive såret. Man prøver derfor at overbevise hende/ham om at man er smask forelsket, og at man har lyst til at gøre det her 100 procent, udtaler Nosaint om "Like I Do".


LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: Panikangst 1:1 - Byd velkommen til Nosaint

På de to udspil udstråler den kun 23-årige danske kunstner stor originalitet. Det bliver især forstærket af de hypnotiserende musikvideoer - læg eksempelvis mærke til den fede detalje i "Like I Do"-videoen, hvor Nosaint lige tager et pusterum fra optagelserne for derefter at smadre et koben gennem en bilrude.

Videoen er instrueret af Tom McKenzie, men idéen udsprang af Nosaints inspiration fra filmen Drive af Nicolas Winding Refn. Som Nosaint forklarer, hænger musik og video tæt sammen i hans univers:


- Jeg bruger rigtig meget tid på at forestille mig hvordan videoerne skal se ud. Det er næsten blevet en daglig rutine, at jeg lige hører numrene igennem, og skriver ideer ned til hvordan de skal være. For at være helt ærlig så gør jeg det faktisk også til alle andres musik.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Hozier inviterer kendt balletdanser indenfor i ny video

Se eller gense også Nosaints video til debutsinglen "Nocturnal Delirium".

 

ANNONCE