GAFFA - 35 år i musikens tjeneste
Lennon-morderen Mark David Chapman taler ud om sin skyld ved nylig høring.
Den 8. december i 1980 blev John Lennon skuddræbt foran sit hjem nær New Yorks Central Park. Morderen var en bitter fan ved navn Mark David Chapman. I går landede transkriptionen af en høring fra august, hvor Chapman forgæves søgte om benådning. Her stod han frem og fortalte om den skyld, der kun vokser sig større, beretter The Guardian.
"For tredive år siden kunne jeg ikke sige, at jeg følte skam, men nu ved jeg, hvad skam er. Det er der, hvor du dækker dit ansigt til og ikke har lyst til at bede nogen om noget", lød det fra Chapman.
LÆS OGSÅ: John Lennons morder søger om prøveløsladelse uden held
Chapman har tidligere gået i detaljer om skuddet og sin fortrydelse af den "meningsløse" handling, som ifølge ham selv ikke opstod i fjendskab til Lennon. Pistolen blev affyret få timer efter, at Chapman havde fået Beatles-stjernen til at signere et album – et møde, der, grundet Lennons sympatiske væsen, gik i strid med Chapmans onde hensigt:
"Jeg var allerede for langt i planen" fortalte Chapman. "Jeg husker at have tanken: hey, du har albummet nu – se på det, han signerede det, og gå så bare hjem. Men jeg kunne på ingen måde bare gå hjem."
LÆS OGSÅ: Lennons hår solgt for en mindre formue
Det er intet mindre end tiende gang, Chapman får afslag på benådning. Altså må den 63-årige Lennon-morder forblive bag tremmer i det højsikrede fængsel Wende Correctional Facility, beliggende i staten New York. Ifølge Chapman selv vil den smerte, han har forårsaget hos Lennons efterladte nære og fans, forfølge ham resten af livet.