GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste
Første koncert i Aarhus i 14 år
Patti Smith giver koncert på amfiscenen ved Musikhuset Aarhus den 21. juni, hvilket bliver hendes eneste koncert i Danmark i 2019 – og hendes første i Aarhus siden 2005, hvor hun spillede på Train.
”Vi er utroligt stolte over at præsentere et så stort navn inden for sin genre, som Patti Smith er for punkrocken. Hun er i besiddelse af en pen og en lyd, der har markeret sig i årtier, og det er helt fortjent. Vi ser allerede frem til en stor oplevelse i Musikhusparkens smukke rammer i hjertet af Aarhus,” siger Musikhusets kunstneriske chef, Mette Kier.
Patti Smith indskriver sig i rækken af store internationale kunstnere, der har givet koncerter i Musikhusparken. Bob Dylan, Leonard Cohen, Rod Stewart, Earth, Wind and Fire, The Beach Boys og Mumford & Sons har tidligere spillet i parken.
Smith debuterede tilbage i 1975 med albummet Horses og er både sanger, sangskriver og forfatter, kendt for blandt andet sange som "Gloria" (baseret på Van Morrisons sang af samme navn), "Because the Night" (foræret til Smith af Bruce Springsteen og derpå omskrevet) og "People Have the Power". Hun har også skrevet en række bøger, blandt andet den prisvindende og selvbiografiske Just Kids. Smith er en hyppig gæst i Danmark, og denne sommer optrådte hun på Heartland Festival.
LÆS OGSÅ: Patti Smith vakte Elvis og følelsen til live
Billetsalget begynder 4. december klokken 10 på Musikhusets hjemmeside.