x

Singer-songwriteren Pegi Young, Neil Youngs eks-kone, er død

Singer-songwriteren Pegi Young, Neil Youngs eks-kone, er død

Tabte kampen til kræften – blev 66 år

Den amerikanske sangerinde, sangskriver og filantrop Pegi Young er død af kræft nytårsdag, 66 år gammel, fortæller hendes officielle Facebook-profil.

I musikalsk sammenhæng var Pegi Young især kendt for at være gift med Neil Young fra 1978-2014 og sammen med ham at stifte og drive velgørenhedsorganisationen Bridge School, der hjælper børn med fysiske og psykiske handikap. Pegi og Young har børnene Ben og Amber, der er ramt af henholdsvis spastisk lammelse og epilepsi. Bridge School har siden starten i 1986 og frem til 2016 holdt årlige støttekoncerter i Mountain View, Californien, hvor en lang række store navne har spillet, blandt andre Bruce Springsteen, David Bowie og Pearl Jam. Neil Young spillede der selv hvert år, og i 2014 gjorde Pegi det også med sit band The Survivors.

Pegi Young udgav fire soul-, blues- og rockinspirerede album, herunder to med gruppen The Survivors, i perioden 2007-2014, og i 2000 turnerede hun som korsanger for Neil Young.

LÆS OGSÅ: Dr. Hook-sangeren Ray Sawyer er død

På hendes Facebook-profil kan man læse:

"Med stor sorg kan vi bekræfte, at Pegi Young – mor, bedstemor, søster, tante, musiker, aktivist og medstifter af The Bridge School – sov stille ind omgivet af sine venner og familie i sin hjemstavn Californien den 1. januar. Vi beder om, at familiens privatliv bliver respekteret i denne tid."

Neil Young, der i 2018 blev gift med skuespilleren Darryl Hannah, har endnu ikke kommenteret dødsfaldet offentligt.
 
Hør Pegi Young & The Survivors med "Trying to Live My Life Without You" – se opdateringen på hendes Facebook-side nedenfor:
 
 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA