x

To danske festivaler vinder fornemme priser

To danske festivaler vinder fornemme priser

Roskilde og NorthSide modtager hæder

Der findes prisfester for mangt og meget, og de europæiske festivaler har også deres eget awardshow, European Festival Awards. Det blev afholdt i aftes som en del af musikbranchefestivalen Eurosonic Noorderslag i Groningen, Holland, og her var der to danske festivaler blandt vinderne. Nemlig Roskilde Festival, der vandt to priser, Best Lineup og The Health & Safety Innovation Award, og NorthSide, der vandt i kategorien Best Medium-Sized Festival.

Roskilde: Fokus på seksuelt krænkende adfærd

Innovationsprisen The Health & Safety Innovation Award gives til arrangører, der udvikler nye initiativer og projekter, der kan skabe mere trygge og sikre oplevelser på tværs af den internationale event- og festivalbranche.

Roskilde Festival får prisen for indsatsen Orange Together, der satte fokus på seksuelt krænkende adfærd og gensidig respekt.

En del af indsatsen var et nyudviklet dialogværktøj i form af et kortspil med titlen Exploring lols, lust, love & limits. 120 frivillige fra organisationer som Amnesty International og Sex & Samfund anvendte spillet til at få deltagerne til at snakke om samtykke, gråzoner, kønsroller og grænseoverskridende adfærd.

Derudover involverede festivalen en række faglige organisationer, institutioner og eksperter med et mål om at samle viden på tværs og skabe netværk, så festivalen kan fungere som en platform for viden og forandring.

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

"Vi ser innovationsprisen som udtryk for, at konkrete indsatser mod grænseoverskridende og krænkende adfærd har høj relevans på tværs af arrangementer og landegrænser, og at den europæiske festivalbranche gerne vil sætte de svære samfundsdebatter på dagsordenen.

Vi samler selv over 100.000 unge mennesker i en uge om året, så vi har mulighed for at bruge festivalen til at bidrage til forandringer i samfundet.

Vi valgte med Orange Together at sætte fokus på unges personlige grænser gennem dialog frem for at bruge løftede pegefingre, og én af erfaringerne er, at unge gerne vil tale om det og også synes, at det er vigtigt, at vi tog fat på emnet. Vores oplevelse er, at denne tillidsbaserede metode skabte et overvældende engagement blandt deltagerne og vores faglige samarbejdspartnere.

At tilgangen nu anerkendes af andre festivalarrangører gør kun vores motivation større, når vi videreudvikler indsatsen i det kommende år."

NorthSide: Et kæmpe chok

På NorthSide er der selvsagt også begejstring over at modtage en pris. Festivalens talsmand John Fogde udtaler:

"Jeg fik et kæmpe chok, da der blev sagt ”And the winner is... NorthSide” fra scenen. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi ville vinde, så jeg havde ikke forberedt en tale eller noget som helst. Der var 10 nominerede i vores kategori inklusive et par stykker, som jeg selv beundrer virkelig meget. Så det var virkelig stort at kunne gå på scenen og modtage prisen på vegne af mine kolleger i Down The Drain Group og alle andre, der har været med til at gøre NorthSide 2018 til den bedste udgave af festivalen nogensinde. Det betyder virkelig meget, at det arbejde, vi har gjort for at give vores gæster i Ådalen en fantastisk oplevelse, har skabt så mange ringe i vandet, at vi kunne gå fra European Festival Awards med en virkelig vigtig pris".

Det er første gang, at en dansk festival vinder i kategorien Best Medium-Sized Festival til European Festival Awards i de ti år, prisen er blevet uddelt.

Den samlede vinderliste ser sådan ud:

Best New Festival
Rolling Stone Park (Rust, Tyskland)

The Health & Safety Innovation Award
Roskilde Festival

Agent of the Year
Mike Greek, CAA

Best Small Festival
ARTmania Festival (Sibiu, Rumænien)

The Green Operations Award
DGTL Amsterdam (Holland)

Promoter of the Year
Mojo Concerts

Line-up of the Year
Roskilde Festival

Best Indoor Festival
WOS Festival (Santiago de Compostela, Spanien)

The Take a Stand Award
Pohoda Festival (Trencin, Slovakiet)

The Brand Activation Award
Fortum at Ruisrock (Turku, Finland)

Newcomer of the Year
Greta van Fleet

Best Medium-Sized Festival
NorthSide Festival

The Award for Excellence & Passion
Michal Kascak, Pohoda Festival

Best Major Festival
Wacken Open Air (Wacken, Tyskland)

The Lifetime Achievement Award
Peter Smidt (skaber af branchefestivalen Eurosonic Noorderslag) 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA