x

Hør første single fra Black Keys-trommeslagers nye band

Hør første single fra Black Keys-trommeslagers nye band

Patrick Carney fra garagerock-duoen The Black Keys har startet et nyt musikalsk projekt sammen med garvet rock-guitarist

Siden udgivelsen af Turn Blue fra 2014 og en efterfølgende turné har The Black Keys været tavse. Guitarist og sanger Dan Auerbach har imidlertid holdt sig travlt beskæftiget med udgivelsen af sin første soloplade Waiting on a Song fra 2017 og som frontmand i bandet The Arcs. Trommeslageren Patrick Carney har brugt tiden på at producere albums for andre kunstnere inklusive Black Lips og Karen Elson, men har ikke udgivet ny musik fra egen hånd – før nu.

LÆS OGSÅ: Dan Auerbach går full on Nashville på ny soloplade

Consequence of Sound kan nemlig bekendtgøre, at Carney har startet et nyt band med guitarist og sanger John Petkovic, der har medvirket i rockgrupper som Cobra Verde og Death to Samantha. Den nye duo går under navnet Sad Planets, og de har allerede varslet udgivelsen af debutalbummet Akron, Ohio den 19. april i år.

Pladen kommer til at bestå af 10 sange med Petkovic på sang og guitar og Carney på trommer og, efter eget udsagn, ”Eno-agtige” synthezeisers. J Mascis fra Dinosaur Jr. kommer desuden også til at gæste albummet.

Sad Planets har allerede offentliggjort singlen ”Not of This World”, der med sine rumklangstilsølede vokaler og psykedeliske guitar- og synthfraseringer emmer af 60’er inspireret garagerock.

Hør ”Not of This World” nedenfor:

Albummets trackliste:

  1. Just Landed
  2. Not of This World
  3. Yesterday Girls
  4. City Ghosts
  5. Bad Cells
  6. Want You to Want You
  7. (Falling into the Arms of a) Refugee
  8. Long Goodbye
  9. Heaven’s Devils
  10. Disappearing

Fremtiden for The Black Keys er endnu usikker. Carney udtalte tilbage i 2017, at han elskede at lave musik med Auerbach, men at turnélivet havde taget hårdt på dem begge:

”Jeg glæder mig til, at vi gør det [laver musik] igen, og vi kommer til at gøre det. Men vi har begge PTSD af konstant at være på landevejen.”

The Black Keys optrådte sidst i Danmark på NorthSide Festival 2015 til stor begejstring for GAFFAs anmelder.

LÆS OGSÅ: The Black Keys: NorthSide, Blue Stage


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA