GAFFA – alt om musik
Jørn Jeppesen har gennem mange år fungeret som manager og rådgiver for nogle af de største danske kunstnere – nu prøver han selv kræfter som solist i en alder af 52 år
Magtens Korridorer, Anne Linnet, Annisette og ikke mindst Kim Larsen. Dette er et uddrag af artister, som har været under Jørn Jeppesens rådgivning gennem tiden. Jeppesen har arbejdet som booker og manager i den danske musikbranche gennem flere årtier og har opbygget et renommé som en aktør, hvis råd og kompetencer har hjulpet de helt store sangskrivere.
For fem år siden blev Jeppesen en del af Kim Larsens band Kjukken som rytmeguitarist. Herved genopdagede den garvede manager, eller, med Larsens ord, impresario, ungdommens glæde for at spille og optræde med musik. Det førte til, at de selvskrevne kompositioner begyndte at melde deres ankomst, og i dag kan solisten JEPPESEN præsentere sin første solosingle ”Aldrig Gå Alene”.
Sangen byder på melodiøs, men alvorlig pop, hvor teksten er i centrum. Ifølge Jeppesen handler ”Aldrig Gå Alene” om at tage livet alvorligt og være tro mod sig selv. Sådan giver man nemlig sit liv de bedste betingelser, og dermed bliver man i stand til at være den bedste udgave af sig selv overfor andre.
– Og når du dummer dig, og det gør du, så gør det om uden for meget fortrydelse. Stå ved det og kæmp for at ændre tingene til det bedre, siger han.
”Aldrig Gå Alene” kan høres her:
LÆS OGSÅ: To måneder efter nationalskjaldens død: Kjukken går i opløsning