GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
"Vi vil ikke spille uden Kim, så Kjukken er slut"
Det trofaste orkester, der siden 1995 har stået side om side med Kim Larsen på scenen, har nu to måneder efter nationalskjaldens bortgang udmeldt, at de går i opløsning. Det fortæller Kjukken-guitarist, Jørn Jeppesen, til Ekstra Bladet:
"Vi stopper. Kim var jo solist og forsanger og lagde navn til hele projektet, og solisten eksisterer desværre ikke mere, så vi stopper", siger Jeppesen, der har været fast bandmedlem i Kjukken siden 2015, da han skulle tage over som rytmeguitarist for en nyopereret Kim Larsen. Jeppesen har derudover fungeret som Larsens impresario siden 2001.
LÆS OGSÅ: Sådan har GAFFA anmeldt Kim Larsens koncerter (2007-2018)
Selvom det har været en hård beslutning, som Jeppesen naturligvis er berørt af, understreger guitaristen endvidere over for Ekstra Bladet, at det ville være utænkeligt for bandet at fortsætte efter frontmandens død:
"Vi vil ikke spille uden Kim, så Kjukken er slut. Det er da ærgerligt, men det store problem er jo, at Kim er væk, og savnet af ham er stort – det er problemet".
Kim Larsen & Kjukken nåede gennem sine 23 år at udgive ti albums, hvoraf det seneste, Øst for Vesterled, udkom i april 2017. Den efterfølgende vinterturné i 2018 måtte desværre aflyses ligesom sommerens koncerter i Norge grundet Larsens kamp mod kræft. Larsen & Kjukken gennemførte dog den danske og svenske del af deres sommerturné.
Kjukken bestod i starten af guitarist Karsten Skovgaard, bassist Bo Gryholt og trommeslager Jesper Rosenqvist. Bo Gryholt blev i 2003 erstattet af Jesper Haugaard, mens Jesper Rosenqvist måtte indstille karrieren i 2014 grundet helbredsproblemer. Siden har Kim Larsen & Kjukken bestået af Kim Larsen, Karsten Skovgaard, Jesper Haugaard, trommeslager Jens Langhorn og rytmeguitarist Jørn Jeppesen.
LÆS OGSÅ: 70 grunde til at elske Kim Larsen
Kjukken nåede en sidste optræden med Kim Larsen i Holbæk den 25. august – en måneds tid, før den folkekære musiker gik bort den 30. september.