x

Pete Townshend debuterer som romanforfatter

Pete Townshend debuterer som romanforfatter

Den legendariske guitarist udgiver til efteråret sin første roman The Age of Anxiety – et magnum opus udi rockens mytiske verden.

På The Whos hjemmeside er det netop blevet annonceret, at guitarist Pete Townshend udgiver sin første roman. Townshend havde først forestillet sig romanen som en opera, hvilket synes at præge flere af de tematikker og labyrintiske motiver, som romanen kredser om. Af hjemmesiden fremgår det, at romanen indfanger musikbranchens galskab med Townshends underfundige humor og skarpe øre for det dialogiske. Derudover beskrives dens hallucinatoriske udtryk og markante brug af lydlige billeder som en præcis forlængelse af forestillingen om det maniske geni og kreativitetens skyggesider.

Det lader dog til, at romanen alligevel får følge af en lydside samt en kunstinstallation: ”For ti år siden besluttede jeg mig for at lave et magnum opus, der skulle kombinere opera, kunst og litteratur. Pludselig står jeg med en færdig roman, der er klar til udgivelse.” Som rockoperaens fader forbliver Townshend således i en velkendt genre.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Pete Townshend - Mit liv og The Who

Om skriveprocessen siger Townshend: ”Jeg er en ivrig læser, og jeg har virkelig nydt at skrive den. Jeg er også glad for at kunne sige, at det meste af musikken er komponeret og klar til at blive afpudset til udgivelse og fremførelse. Det er enormt spændende”.

Det er ikke første gang, at The Who-guitaristen kaster sig over fiktionsgenren. I 1985 udgav han således novellesamlingen Horse’s Neck, og han har ligeledes tidligere forsøgt sig som romanforfatter, men det er dog ikke lykkedes ham at blive udgivet før nu.

Romanen forventes at udkomme den 5. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA