GAFFA – alt om musik
"Vi er skuffede over, at han valgte at pege fingre og fabrikere påstande"
Slipknot skriver på deres hjemmeside, at deres percussionist Chris Fehn ikke længere er medlem af gruppen. Det sker efter, at Fehn ifølge en artikel i The Blast har sagsøgt sine nu tidligere bandkolleger for manglende betaling for både koncertvirksomhed og merchandisesalg.
Ifølge The Blast havde Fehn fået det indtryk, at pengene blev udbetalt via ét firma, men han fandt ud af, at gruppen havde oprettet flere firmaer i forskellige stater uden at informere ham. Firmaer, han siger, han aldrig har modtaget betaling fra.
Slipknot skriver:
"Slipknots fokus er at arbejde på album nummer 6 og vores kommende koncerter, de bedste nogensinde. Chris ved, hvorfor han ikke længere er medlem af Slipknot. Vi er skuffede over, at han valgte at pege fingre og fabrikere påstande frem for at gøre, hvad der var nødvendigt for at fortsætte med at være en del af Slipknot. Vi ville have foretrukket, at han ikke var gået ned ad den vej, han har valgt, men udvikling i alle ting er en nødvendig del af dette liv. Længe leve The Knot."
Chris Fehn, som også var kendt som #3 i bandet, var medlem siden 1998 og har medvirket på alle gruppens plader. Han er ikke det første medlem, der forlader gruppen. I alt syv musikere er tidligere gået ud eller er blevet fyret fra bandet siden begyndelsen i 1995. Desuden døde bassist Paul Grey af en overdosis morfin i 2010. For tiden har orkestret nu otte medlemmer.
Slipknot kan opleves på årets Copenhell.
LÆS OGSÅ: Slipknot offentliggør udgivelsesdato – og turné med Volbeat