Nyhed

Forums fremtid er uvis efter i aften – men ejer lover fortsat koncerter

GAFFA – alt om musik

Den australske popsanger Troye Sivan giver i aften, hvad der lige nu er den eneste offentliggjorte koncert i den snart 100 år gamle udstillings- og koncerthal

Den 23-årige australske sanger og skuespiller Troye Sivan begyndte sin musikalske karriere i 2006, og siden har han modtaget flere priser, nomineringer, høje hitlisteplaceringer samt millionvis af sangafspilninger. Den unge stjerne er i skrivende stund på sin hidtil største turné i Storbritannien og Europa, og i aften giver han koncert i Forum Black Box, København – den sidste offentliggjorte koncert i Forum vel at mærke.

LÆS OGSÅ: Troye Sivan kommer til Danmark


Sivan slutter sig til den lange række af artister, der gennem adskillige årtier har optrådt i eventhallen på Frederiksberg. Navne som Prince, Bruce Springsteen, AC/DC og mange flere har stået for koncertoplevelser i den navnkundige hal. Tilbage i oktober 2018 kunne flere danske nyhedsmedier inklusive TV2 Lorry dog meddele, at virksomheden BC Hospitality Group, som igennem de sidste 20 år har drevet Forum, ikke ønskede at leje stedet længere. Forums ejer Poul Sundberg og Frederiksberg kommune har desuden flere gange diskuteret muligheder for at rive halen ned og bygge boliger i stedet.

– Vi har gjort os mange overvejelser, for det har været en fin forretning for os gennem alle årene. Men venue-landskabet i København har forandret sig og vil fortsætte med at forandre sig markant. Vi har fået en fantastisk Royal Arena i Ørestad, som nu tager de store, sjove koncerter, udtalte Allan Jørgensen, direktør i BC Hospitality Group til TV2 Lorry.

Koncertstedets ejer Poul Sundberg har ikke udtalt sig offentligt om Forums fremtid, men aftenens koncert med Troye Sivan er i skrivende stund den eneste planlagte koncert på Forums officielle hjemmeside. Til gengæld fortæller Sundberg i dag GAFFA via sin sekretær, at man fortsat kan forvente koncerter i Forum, og at bygningen altså ikke skal omdannes til boliger. Han har dog ikke tid til at uddybe yderligere i dag, men vil gerne udtale sig inden længe. GAFFA følger op på sagen.


Forum København blev indviet i 1926 og har huset fagmesser, koncerter og øvrige events. I 1997 blev bygningen renoveret for at skabe bedre akustik til større rock og pop-koncerter. Forum har været et populært spillested, der mange gange har huset store nationale og internationale kunstnere.

ANNONCE