Nyhed

Liverpool-band omkommet i bilulykke

GAFFA - Alt om musik

Pladeselskabet bekræfter, at bandet Her’s på tragisk vis er omkommet i en bilulykke, mens de var på tour i USA.

Duoen, der bestod af Stephen Fitzpatrick og Audun Laading, var på vej fra Arizona til en koncert i Santa Ana, Californien den 27. marts, da de blev involveret i en trafikulykke. Nu bekræfter pladeselskabet bag duoen, Heist or Hit, at Fitzpatrick og Laading begge er omkommet i ulykken. Deres tourmanager, Trevor Engelbrektson, er ligeledes omkommet.

”Deres energi, liv og talent kom til at definere vores pladeselskab. De var varme, blide og morsomme mennesker. Hvert besøg på kontoret var en opløftende oplevelse. At sige, at de var tætte, ville være en underdrivelse af et venskab, der i sandhed var smukt at bevidne; de elskede hinanden som brødre”, skriver pladeselskabet i et længere opslag på Facebook. ”Vi er alle knuste”.


 

Opslaget understreger også, at det er vigtigt at udvise respekt over for de afdødes efterladte.


Her’s udgav deres debutalbum Invitation to Her’s i 2018. Bandet var kendt for deres eklektiske om end distinkte udtryk, hvor mange forskellige musikalske elementer og udtryk var i konstant transformation.

LÆS OGSÅ: Aføde Viola Beach indtager hitlisterne efter bilulykke

Adskillige reaktioner er allerede strømmet ind over de sociale medier i kølvandet på de triste nyheder.


”Fuldstændig knust og sorgbetyngede over at høre nyheden om Her’s. Vores tanker går til deres familier og nærmeste. De var i sandhed vidunderlige mennesker, som altid frembragte smil på vores læber, når vi stødte på dem. Chok er en underdrivelse,” skriver bandet IDLES blandt andet på Twitter.

 

ANNONCE