GAFFA - Alt om musik
I et interview med Aarhus Stiftstidende fortæller Lars Jensen, bedre kendt som L:Ron:Harald, hvordan hjerteproblemer i flere omgange har været ved at tage livet af ham.
For snart to uger siden kunne GAFFA berette om, hvordan hele Danmarks pornogangster, L:Ron:Harald, er tæt på at være klar med et nyt album, der er det første fra rapperens hånd i mere end ti år.
I et interview med Aarhus Stiftstidende beretter den 52-årige rapper dog om, hvordan han i flere omgange har været i nærkontakt med døden. I 2011 gik rapperen til lægen, hvor han modtog nyheden om, at han med 50 procents sandsynlighed ville dø inden for et år. Årsagen hertil var, at hans hjerte kun havde en pumpeevne på 10 procent. Et normalt hjerte har en pumpeevne på 50-60 procent.
Efter fire år var rapperen dog stadig i live, og nye scanninger viste, ganske uforklarligt, at hans pumpeevne havde sneget sig op på 40 procent.
”Jeg tænker over, at det kan godt være, du tjekker ud nu. Det kan du godt forberede dig på,” udtaler han, da han bliver spurgt ind til, hvad han tænker, da han ligger i ambulancen så sent som i februar i år med det fjerde hjerteanfald inden for et halvt år.
LÆS OGSÅ: Danmarks pornogangster vender tilbage
Rapperen er i dag meget mere bevidst om sin livsstil: ”Nu har jeg lagt min livsstil om og sover om natten. Jeg spiser mere fornuftigt og prioriterer min søvn og mad”. Derudover tager han 20 piller om dagen alene mod hjerteproblemerne.
Selvom albummet, der er betitlet Fickumdick, udkommer inden alt for længe, bliver der ikke tale om nogen turné. Det kan hjertet ganske enkelt ikke holde til: ”Jeg kan desværre ikke tage ud og spille. Jeg kan ikke køre et helt sæt med det her hjerte. Men jeg er 52 og i live. Jeg klager ikke. Jeg kan male og har gang i ny en plade,” afslutter han interviewet.