Nyhed

Hitmaskinen Khalid kommer til Danmark

GAFFA.dk - Alt om musik

Den 21-årige texaner har netop udgivet sit andet album, og til september kan han opleves i Royal Arena.

Den 14. september 2019 kan du opleve Khalid live i Royal Arena. Sidst han gæstede Danmark var i 2018 på Roskilde Festival, hvor han spillede på Arena. En scene, der for alvor nåede sin maksimale kapacitetsgrænse ved netop denne eftertragtede koncert med Khalid. Khalid spiller også på NorthSide 2019, men nu får de danske fans endnu en mulighed for at opleve kæmpetalentet, der lige nu har fem sange på den amerikanske Top 100.

LÆS OGSÅ: Stort r&b-håb leverede næææsten varen


Khalid udgav sit andet album den 5. april – vores anmeldelse følger i øvrigt snarest. Han brød for alvor igennem med debuten American Teen, hvor kæmpehits som "Young, Dumb & Broke" og "Location" er at finde. Det album har indbragt ham streamingtal, der kan gøre mangt en artist misundelig. Sange fra albummet er nemlig streamet mere end 2,8 milliarder gange. 

LÆS OGSÅ: På tærsklen til voksenlivet

Den store kommercielle succes er blevet kombineret med ros fra kolleger, anmeldere og journalister. Khalid indkasserede også fem Grammy-nomineringer ved showet sidste år. Første gang han spillede i Danmark blev hans koncert hurtigt opgraderet, da efterspørgslen på billetter var enorm. Nu er der lidt mere plads i Royal Arena end i Tap1, så mon ikke du kan anskaffe dig en billet, hvis du vil opleve fænomenet? 


Billetterne kan købes fra fredag den 12. april klokken 10.00 via Ticketmaster. 

ANNONCE