x
Stort r&b-håb leverede næææsten varen

Khalid, Roskilde Festival, Arena

Stort r&b-håb leverede næææsten varen

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Arena nåede i dag sin grænse. Den ellers så hæderkronede og bundsolide scene ved Roskilde Festival nåede sin maksimale kapacitetsgrænse, og langt derudover. Jeg har i min Roskildetid aldrig set så massivt et opbud af tilhængere til en af de helt bløde popdrenge i klassen. Som bare 20-årig har Khalid tilsyneladende opnået en stjernestatus ud over det sædvanlige med adskillige sange om den håbløse ungdom og forliste kærlighed. Resultatet har udmøntet sig i debutalbummet ”American Teen”, som har puttet den elskværdigt skæggede teenager i et spænd imellem en Frank Oceansk røst og en Tracy Chapmans ømhed. Det derfor naturligvis også samtlige (!) danske teenagere på Roskilde, der skal knytte bånd over at være ung, dum og flad.

Jeg havde måske forventet en mere kedelig anlagt koncert, end hvad der blev serveret. Akkompagneret af et faktisk liveband, hvilket i disse dage ikke længere er givet og et helt danse-ensemble gjorde, at stemningsforsættet blev vendt en smule i en uventet retning. Khalid hopper begejstret ud på scenen i tidstypisk hvid T-shirt stoppet ned i hans blå jeans til ”8TEEN”, som skal forsøge at nå ud over det voldsomt, voldsomt pakkede telt. Men i stedet for at synge sin vers, har den unge sanger prioriteret hop og dans, fordi hans manager måske har læst et sted, at sådan skaber man nærvær. Det kan godt være forsøget værd , men Khalid er en kunstner, man kommer for at høre synge, netop grundet den ualmindeligt sprøde røst, han er velsignet med. Og når sangene i forvejen appellerer mere til det knuste end festglade hjerte, både i tempo og lyd, så virker det som et fejlskud. Det gentager sig på den ellers dejlige albumåbner ”American Teen”, som leveres med et par udstød af ”ÆYH” og ”YUP” frem for selve teksten. Ærgerligt.

Khalid søger dog alligevel at gøre op for sin manglende vokal på den blide ”Coasting”, og imens ”Another Sad Love Song” lige er et tilbagefald svarende til de første to numre, så får den langsomme del heldigvis lov til at tage sit parti under forestillingen. Med det første nummer, han nogensinde skrev, ”Saved” får vi en smag på, hvorfor at mange opdager den samme skrøbelighed, som tidligere tiders r&b har haft patent på. ”Hopeless” er en hurtigt overstået parentes, som på albummet, og erstattes hurtigt af ”Shot Down” og ”Angels”, der ikke bare skinner i deres ømhed, men også giver musikerne en kende plads til at boltre sig med tunge guitarriffs og pulserende trommesessions. Det tæller blot yderligere som eksempel på, at Khalid allerklareste styrke er i det tunge tæppe af den blåfarvede romantik.

Ud af det blå hiver han signaturhittet ”Young, Dumb and Broke” obligatorisk op af hatten, og hele festivalpladsen synger begejstret med, så langt øjet rækker (på trods af at det er hans mest irriterende nummer). ”Silence” får lov at tordne ud, eller det burde den i hvert fald, men her forfladiges den elektroniske produktion desværre af livebandet, og det clincher desværre med dansepigerne, der for første gang i koncerten egentlig har noget at lave, som kke virker malplaceret. Vi får et enkelt vers af ”Love Lies” skarpt efterfulgt af studentersangen ”Let’s Go”, og man spejdede lidt håbefuldt efter nogle studenterhuer i landskabet uden held.

Men hvad der sker er pludselig, at folk begynder at udvandre, da Khalid har spillet sine største hits. Om det er dårlig koncertkultur eller resultatet af at stå som en sild i en tønde, er nok lidt hip som hap. Faktum er blot, at den dansende og minimalt syngende Khalid ikke kan gøre det samme som sine ærede rap-kollegaer og forlade sig på ren energi og trampen rundt, fordi publikum ikke på tilstrækkelig vis kan ride med på hypen. Vi vender tilbage til noget af hans allerførste materiale med gennembrudshittet ”Location” efterfulgt af ”Keep Me”, som begge er hans stærkeste skæringer til dato og lader hans skønne stemme komme til orde på ny, hvilket er en fryd.

Til gengæld bliver afslutningen gevaldigt forfladiget med ”On the Way”, hvor 6Lack, der lige har spillet på Avalon oplagt tropper op på scenen for at spytte sit rim… for så at gå igen, før Khalids vers er færdigt. Det betyder, at nummeret sluttes af efter knap et minut, og det er bare intet andet end gennemført musikalsk underskud uden at give en fuck. Guitaren og danserne søger febrilsk at redde nummeret, efter at hovedcharmøren er trådt ud (uden næsten egentlig igen faktisk at synge sit vers), og man står bare tilbage uden egentlig forløsning.

Der var rigtig gode takter i løbet af showet med skøn stemmeføring og et begejstret publikum, men Khalid kommer ikke til sit rette kunstneriske udtryk på sin energi, men på sin og publikums kærlighed til sangene. Han viste denne sporadisk, men ikke nok til at kalde hans første Roskildevisit for en efter hensigten helstøbt koncertoplevelse. Æv bæv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA