Nyhed

NETFLIX: "Homecoming" ér en Beyoncé-dokumentar

GAFFA - Alt om musik

Netflix lagde i går et billede på Instagram med teksten ”Homecoming” på en gul baggrund, hvorefter Beyoncé-fans hurtigt begyndte at forudsige, at en ny Beyoncé-dokumentar var under opsejling.

Forudsigelserne taler sandt.

Netflix har netop offentliggjort en trailer til en ny dokumentarfilm om Beyoncé med titlen Homecoming. Dokumentaren bliver udgivet den 17. april og indeholder optagelser fra popdronningens store koncertshow ved sidste års Coachella-festival samt et eksklusivt indblik i backstage-forberedelser fra samme koncert.


Netflix selv udtaler om Homecoming, at dokumentaren er ”et intimt og dybdegående indblik” i Beyoncés Coachella-koncert og på samme tid en afsløring af ”den emotionelle vej fra et kreativt koncept til en kulturel bevægelse”.

Se teaseren her:


Foruden optagelser fra selve Coachella-koncerten og det tilhørende backstagemateriale viser traileren klip fra Beyoncés træningsrutine samt overlappende billeder af Beyoncé med hendes børn og ægtefælle, Jay Z.

Hertil er indlagt en en lydoptagelse fra et interview fra 2013 med den nu afdøde poet og aktivist Maya Angelou, hvor hun høres sige: ”Hvad jeg virkelig gerne ville være, var en repræsentant for min race – for menneskeracen.”

Angelous ord fortsætter ind over optagelserne og billederne af Beyonce i traileren med følgende: ”Jeg har en chance for at vise, hvor venlige vi kan være, hvor intelligente og gavmilde vi kan være. Jeg har en chance for at lære og elske og grine. Og jeg ved, at når jeg er færdig med at gøre det, jeg er sendt hertil for at gøre, så vil jeg blive kaldt hjem.” 


 

ANNONCE