Nyhed

Koda fastholder milliardomsætning

GAFFA - Alt om musik

En flot omsætning, som både skyldes efterbetalinger fra tidligere år og fremgang på flere medie- og markedsområder, hvor særligt koncertområdet i Danmark vækster.

Som det fremgår af den årsberetning, der udkommer i dag, runder Koda for andet år i træk en omsætning på en milliard kroner for 2018. En omsætning, der dels skyldes efterbetalinger fra tidligere års tv-distribution og en ophobning af penge i systemet. Men også en omsætning, der er forårsaget af en større fremgang på streaming af henholdsvis tv, film og serier.

LÆS OGSÅ: "En milepæl": Europa-Parlamentet har stemt ja til ny ophavsretsdirektiv


Koda er den forening, der sikrer musikere og komponisters økonomiske rettigheder, når deres musik afspilles i det offentlige rum. Det ser således ud til, at de danske musikere kan se frem til en højere økonomisk gevinst for deres kunstneriske arbejder i år. 

På medieområdet er indtægterne steget med otte millioner kroner og har en samlet omsætning på i alt 286,5 millioner kroner, hvilket er en stigning på hele 24% i forhold til 2017.

Desuden viser årsberetningen en fremgang på markedsområdet, som særligt skyldes koncertområdet, der i år har en samlet omsætning på 101 millioner kroner, og dermed er steget med otte procent.


LÆS OGSÅ: PÅ MED FOLIEHATTEN: 10 skøre konspirationsteorier fra musikkens verden

Kodas direktør, Anders Lassen udtaler følgende om fremgangen:

– Det er meget tilfredsstillende, at vi igen i år oplever fremgang på en række områder, hvor vi gennem de senere år har satset ekstra ressourcer på at øge indtægterne. Dertil er fremgangen i indtægterne fra streaming af tv, film og serier et alletiders eksempel på, hvordan et marked med lige konkurrencevilkår og uden store globale gratis alternativer kommer rettighedshaverne til gode.


Den gode omsætning betyder, at Koda nu kan sende 906 millioner kroner ud til fordeling blandt deres rettighedshavere.

2018 bød dog også på tilbagegang for Koda. Både musikstreaming- og udlandsområdet, der ellers er områder, som er kendt for at være i vækst, er faldet i omsætning. Indtægterne på udlandsområdet er i høj grad afhængig af antallet af markante danske udlandshits, og her har der været et fald i forhold til de seneste år. 

ANNONCE