Nyhed

Distortion annoncerer intim mini-festival

GAFFA - Alt om musik

I år vokser konceptbegivenheden Anti Distortion til en reel mini-festival, som afholdes på en række af Københavns smukkeste lokationer.  

Anti Distortion annoncereres i år som en indlejret mini-festival i selve Distortion-festivalen, hvis rolle vil være at præsentere intime arrangementer i historiske og spektakulære rum uden for de sædvanlige festivalområder.

Sidste år præsenterede festivalen konceptet Anti Distortion som en bustur med en strygekvartet. I år bliver programmet imidlertid langt større.


Anti Distortion bliver i år en serie af mindre begivenheder, der kan rumme en kapacitet af 50-100 gæster, og som først og fremmest byder på koncerter, men også har arrangementer som badefest, fællesspisning og bådtur på programmet.

LÆS OGSÅ: Distortion præsenterer 30 nye navne

Distortions direktør, Thomas Fleurquin, beskriver mini-festivalens koncept med følgende:


”Ligesom alt andet på Distortion handler det om at fejre København, men Anti Distortion skal samtidig fungere som en spændende kontrast til de langt større gadefester og til den store festivalplads på Refshaleøen.”

Anti Distortion præsenteres således henholdsvis i læsesalen på Det Kongelige Bibliotek, ved Slotsholmen, i Carlsbergs gamle bryghus og ved havnebassinet under Knippelsbro. Lokationer, som alle fordrer en anderledes, afdæmpet stemning end de vanlige Distortion-områder.

Det foreløbige program for Anti Distortion er følgende:


29/5 - Det Kongelige Bibliotek, Bibliotekshaven: Koncerter med Dirty Sound System (FR), Oktober Lieber (FR) og Wolfram Amadeus (AT)

30/5 - Bryghuset, Kridttårnet på Carlsberg: Koncerter med African Acid Is The Future (FR), Stella Chiweshe (ZW) og FredB2BSilas (DK).

31/5 - Slotsholmen, bådtur: Surprise


1/6 - Knippelsbro, Kulturtårnet: Grill og vin samt musikalsk badefest med koncert af blandt andre Lo Ersara (SE)

Det fulde program for Anti Distortion afsløres i begyndelsen af maj.

Mini-festivalens arrangementer er gratis, men kræver i flere tilfælde en tilmelding, der ligeledes åbnes op for i begyndelsen af maj.


ANNONCE