GAFFA – alt om musik
Der er lagt op til fest
Grøn koncert annoncerer i dag at de højenergiske Saveus-drenge med Martin Hedegaard i front i år vil være til at opleve, når den store musikkaravane besøger landets storbyer.
Saveus udgav i 2017 deres debut-ep Will Somebody Save Us, som blandt andet indeholder storhittet ”Levitate Me”. Saveus har siden da spillet Danmark tynd og fik sidste år æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival.
LÆS OGSÅ: Publikumsfavorit skulle lige i gang
Grøn-publikummet kan således forvente sig en koncert spillet af et band, som efterhånden har etableret sig solidt på den danske musikscene, og som gang på gang har formået at skabe store fester i det danske land, men alligevel aldrig har spillet på Grøn før.
Om koncerten på Grøn udtaler Saveus derfor følgende:
”På Grøn 2019 kommer vi til at spille alle vores hits. Vi vil rigtig gerne ud at vise hele Danmark, hvem Saveus er. Folk kan forvente, at vi kommer til at levere en koncert med masser af tryk på og en hel masse energi. Folk kommer til at huske Grøn 2019 for det år, hvor Saveus spillede der første gang.”
Hypen for Saveus første koncert på Grøn er således sat.
Grøn Koncert finder sted i uge 29 og 30, hvor karavanen besøger i alt otte byer. Første stop er Amager den 18. juli. Herefter følger Kolding 19. juli, Aarhus 20. juli, Aalborg 21. juli, Esbjerg 25. juli, Odense 26. juli og Næstved 27. juli, inden det hele slutter med et brag søndag den 28. juli i Valby.
LÆS OGSÅ: Populære comeback-kids indtager Grøn
Det fulde program for Grøn kan findes HER, hvor billetter også kan købes.