Nyhed

Ejendomsmægler sælger projektboliger i pap

- udsolgt på rekord tid!

’HOME SWEET HOME’: Ejendomsmæglerkæden home er sponsor og vært for 264 projektboliger til årets Smukfest

Beliggenheden er en ren 5’er på ’Hammerslags-skalaen’. Nabolaget er i en klasse for sig. Alle boliger blev da også revet væk på bare én dag.

Der er tale om et selvbyggerhus i enkel stil bygget af genbrugsmaterialer på Skanderborgs måske smukkeste adresse midt i bøgeskoven.

Det nye, bæredygtige projekt ligger klar til indflytning i august 2019, og de 264 projektboliger, der blev udbudt af ejendomsmæglerkæden Home blev solgt efter ’først til mølle’ princippet.


Det er første gang, at home er sponsor på Smukfest.

”Vi er glade for at have fået chancen som Smukfest-sponsor på en boligtype, der ligger smukt i tråd med vores daglige virke i home, hvor vi er 900 engagerede mennesker, der hver dag gør vores bedste for at hjælpe vores kunder med at komme trygt fra deres nuværende hjem til et nyt hjem, ” siger Mikkel Braae-Andersen, marketingchef i Home:

”Med et ’HOME SWEET HOME’ paphus har festivalgæsterne på Smukfest et trygt og roligt hjem at komme hjem til i anti-dagligdagene fra 7.-11. august. Et smukt sted hvor de kan, hvile ørerne og lade op til nye koncerter og fester. Og så er det et ekstra plus, at ’HOME SWEET HOME’ paphuset genanvendes.”


Kvadratmeterprisen er på bare 327 kr., mens den i det øvrige Skanderborg pt. ligger på 16.800 kr.*

Home stiller ligeledes med et hold af medarbejdere fra kæden, der på skift skal hygge og hjælpe gæsterne i ”HOME SWEET HOME”-bydelen.

Om boligen:


Du åbner den dobbelte fløjdør og træder ind i en moderne bolig til to med en åben planløsning, som med ét slag giver dig adgang til alle rum. Det hele hænger sammen i én smuk, minimalistisk arkitektonisk helhedsløsning: Stue, køkken, alrum, bryggers, pulterkammer, pool-rum, vinkælder og ikke mindst husets absolutte perle et master bedroom. Det er dine behov, der skaber indretningen.

Husets ydervægge og tag er i rustikke og klimavenlige materialer, og det er brunlige nuancer med afsæt i den sydeuropæiske farveskala, der stilsikkert indrammer et hjem fuld af liv og varme. De samme nuancer spiller førsteviolin inden døre. I husets sydvendte facade finder du ejendommens eneste vindue med begrænset, men alligevel fri, udsigt direkte til den livlige stemning på Skovlunden. Vinduet fungerer ligeledes som automatisk klimanlæg - du åbner bare for det, så kommer klimaet helt automatisk ind i huset. Der er alle muligheder for at sætte sit helt eget præg på ejendommen med alt lige fra tuscher til spraymaling.

’HOME SWEET HOME’ Paphus måler 2,20 meter i længden, 1,60 meter i bredden og 1,30 meter i højden. Selv om huset altså kun er beskedne 3,52 kvadratmeter stort, føler du dig med det samme hjemme her. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad denne bolig kan bruges til.

gallery_large

Foto: Smukfest/René Bang


Om området.


Ejendommen opføres på den stemningsfulde Skovlund, der er det mest ‘være- og bæredygtige’ lokalområde i kommunen, hvor der er stor fokus på planetens velfærd, hvaler og kramning af træer og mennesker. Ejendommen ligger kun 5 minutters gang fra Sherwood-indgangen via en smuk oplyst skovsti, og kun 10 minutters gang fra det populære musiksted, Bøgescenen.

Der er kig til søen, hvis du er meget høj. Huset er således alt andet end ugeneret beliggende, og du finder ikke et mere attraktivt hjem, hvis du skal pendle mellem musik, alkohol og andre anti-dagligdags-ting, du ikke kan huske helt præcist, når du kommer hjem. Naboskabet er tæt, festligt og inkluderende, og du kommer hurtigt til at føle dig tryg og tilpas i nabolaget. Der hører en 6 kvadratmeter velanlagt og overkommelig have med til ejendommen, som er markeret med en hvid stribe, hvis du skulle komme i tvivl.

Vilkår og tilstandsrapport


Huset er bæredygtigt fra inderst til yderst og produceret af genbrugspap, der er så grønt, at du næsten kan spise det. Ved nøgleoverdragelsen er huset foldet sammen, men det kan på få øjeblikke klargøres til indflytning. Der foreligger en perfekt tilstandsrapport og manual på ejendommen - det eneste forbehold er udspring og sækkeløb indenfor. Endelig får du som ejer af denne bolig et gratis medlemskab af ejerforeningen, som blot betinger sig, at du rydder op i haven hver dag. Ved fraflytning makuleres huset i sin helhed og kan herefter laves om til toiletpapir til gæsterne på Smukfest 2020. Mere klimavenligt bliver det næppe.

Læs om boformen ’HOME SWEET HOME’ paphus HER

(bemærk at alle disse boliger er udsolgt i 2019)


Andre boliger kan med fordel købes og sælges på home.dk

ANNONCE