Nyhed

David Bowies gennembrudssingle fylder 50 – og udkommer i nyt mix

GAFFA – alt om musik

Billedet: Coveret til Bowies 1973-album Aladdin Sane

I går var det præcis 50 år siden, at David Bowie udgav den single, der skulle blive hans gennembrud, "Space Oddity", og i dag udkommer den så i et nyt mix af hans mangeårige producer Tony Visconti. Hør det nye mix nedenfor.

Sangen var første singleforløber for og første sang på Bowies andet album, som udkom i november 1969, i første omgang under titlen David Bowie og i 1972 genudgivet under titlen Space Oddity – og senere igen med titlen David Bowie.


Nummeret om den fiktive astronaut Major Tom i rummet var inspireret af Stanley Kubricks film 2001: A Space Odyssey fra 1968 og udkom i en periode, hvor der verden over var stor interesse for rumfart. Fem dage efter udgivelsen lettede Apollo 11-missionen fra Kennedy Space Center i Florida med tre astronauter om bord og landede fire dage senere på Månen, hvor Neil Armstrong var det første menneske, der satte sine ben.

Dette var med til at skabe interesse for Bowies sang, der nåede en femteplads på den engelske hitliste, dog først flere måneder senere – og det selvom Major Tom, at dømme efter sangens sidste vers, ikke kommer ned på Jorden igen. Da den blev genudgivet i 1975, nåede den endda førstepladsen. Atter blev den et globalt hit i tiden efter Bowies død i januar 2016.

LÆS OGSÅ: Anmelderrost David Bowie-musical kommer til Danmark


Major Tom-figuren bliver senere omtalt i Bowie-sangene "Ashes to Ashes" fra 1980 og "Hallo Spaceboy" fra 1995, og måske er den døde astronaut i musikvideoen til "Blackstar" fra 2015 en hilsen til ham.

I 2013 fik "Space Oddity" fornyet opmærksomhed, da den canadiske astronaut Chris Hadfield fremførte sangen på Den Internationale Rumstation 380 kilometer ude i rummet og fik optaget en musikvideo ved samme lejlighed:

Artiklen fortsætter under videoen

Det nye mix af "Space Oddity" udkommer også på syv tommer-vinylsingle med den originale monoversion af nummeret sammen med den originale B-side "Wild Eyed Boy From Freecloud" og Viscontis nye mix af samme.


Der kommer ligeledes en musikvideo til det nye mix af "Space Oddity", som får premiere den 20. juli – altså på 50-års dagen for månelandingen.


Hør det nye mix af "Space Oddity":

Med tak til forfatter og Bowie-ekspert Jan Poulsen for hitlisteoplysninger


ANNONCE