Nyhed

Dette er R. Kelly sigtet for

GAFFA – alt om musik

18 nye sigtelser for overgrebsrelaterede forbrydelser

Som vi skrev i går, blev R. Kelly torsdag aften anholdt i hjembyen Chicago og er sigtet for en række overgrebsrelaterede forbrydelser, herunder børnepornografi og forstyrrelse af rettens arbejde.

Rolling Stone har kigget nærmere på sigtelserne, og der er tale om 13 sigtelser for at producere og modtage børneporno, for at tvinge mindreårige til at deltage i sexovergreb og for at have begået sexovergreb på fem mindreårige og filme nogle af disse overgreb. Han er desuden sigtet for at true vidner og for at forsøge at tilintetgøre bevismateriale. Også hans tidligere manager Derrel McDavid og en ansat ved navn Milton "June" Brown er sigtet for at have medvirket til forsøg på at tilintetgøre bevismateriale.


Ifølge New York Times er sangeren desuden sigtet for fem overgrebsrelaterede forbrydelser i New York, blandt andet for at have transporteret sine ofre over statsgrænser og dermed have overtrådt den såkaldte Mann Act. Han sigtes også for at have instrueret ansatte til at udvælge kvindelige koncertgæster til at deltage i sexhandlinger med sig.

Forbrydelserne skulle have fundet sted mellem 1996 og 2015.

Ifølge sin advokat Steven Greenberg nægter R. Kelly alle anklager.


Se en mere detaljeret redegørelse for sagen og læs retsdokumenterne hos Rolling Stone.

I en anden sag fra februar blev Kelly anholdt og sigtet for en række sexovergreb mod fire kvinder – tre af dem var mindreårige, da overgrebene skulle have fundet sted. Han blev løsladt mod at betale 100.000 kroner i kaution. I maj blev en af anklagerne mod Kelly udvidet til at være det, der i amerikansk jurasprog hedder "aggravated criminal sexual assault", altså voldtægt under skærpende omstændigheder, og hvor han risikerer op til 30 års fængsel.

LÆS OGSÅ: Grotesk forklaring: Derfor mødte R. Kelly ikke op i retten


R. Kelly har været under massivt angreb, siden en række kvinder i januar stod frem i dokumentarserien Surviving R. Kelly på den amerikanske tv-kanal Lifetime og fortalte om at blive udsat for seksuelle overgreb af stjernen, i flere tilfælde da de var mindreårige. R. Kelly har afvist alle anklager, blandt andet i et følelsesladet interview på tv-kanalen CBS. 

LÆS OGSÅ: R. Kelly giver følelsesladet interview efter sin løsladelse

Sangeren er gentagne gange gennem årene blevet beskyldt for sexovergreb på kvinder, til tider mindreårige. Han er dog aldrig blevet dømt for noget, men blev frikendt ved en retssag i 2008.


 

 

ANNONCE