Nyhed

R&b-stjerneskuddet Daniel Caesar vender tilbage til Danmark

GAFFA – alt om musik

Grammy-vinderen gæster landet til oktober

Den 24-årige canadiske r&b-sanger Daniel Caesar gav en udsolgt koncert i DR Koncerthusets Studie 2 i februar sidste år. Nu kommer han tilbage til landet og synger i Store Vega torsdag 31. oktober.

Den unge sanger og sangskriver fra Toronto debuterede i 2014 med ep'en Praise Break, der kom med på Rolling Stones liste over de 20 bedste r&b-album samme år. Han fulgte op med yderligere en ep, Pilgrim’s Paradise fra 2015 og det anmelderroste debutalbum Freudian i 2017, der blandt andet blev gæstet af navne som Kali Uchis, Syd (fra The Internet) og H.E.R. 28. juni udgav han så sit andet album, Case Study 01, der er gået top 10 i hjemlandet.

Caesar blander soul, gospel og klassisk r&b og er blandt andet kendt for sin sprøde stemme. Han er inspireret af navne som Frank Ocean, Kanye West, Beyoncé og Jim Morrison fra The Doors. I februar vandt han en Grammy i kategorien Best R&B Performance for sangen "Best Part", en duet med H.E.R.


LÆS OGSÅ: Intens, indlevende og varm – anmeldelse af Gregory Porter på Copenhagen Jazz Festival

Billetsalget begynder 17. juli klokken 10 via Ticketmaster.

Varm op med "Best Part":

ANNONCE