x
Intens, indlevende og varm

Gregory Porter, Copenhagen Jazz Festival, Glassalen i Tivoli

Intens, indlevende og varm

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Han har været her flere gange – som et (af flere) hovednavn(e) på Copenhagen Jazz Festival – den dobbelte Grammy-vinder, Gregory Porter. Og altså, igen i år.

Først var det tanken (den umulige), at han skulle optræde i Royal Arena. Men arrangøren, Live Nation, flyttede koncerten til Glassalen i Tivoli – antageligt som følge af et svigtende billetsalg. Og godt det samme. For intimiteten i den gamle (og til gengæld udsolgte) glassal i Tivoli passer bedre til Gregory Porters vokal og udtryk end den moderne multiarena i Ørestaden.

Når Gregory Porter begav sig ud i sarte sange som ”Hey Laura”, ”Be Good” og ”Water Under Bridges” – med sin intenst, indlevende og varme vokal tænkte jeg: ”Det ville ikke have fungeret i Royal Arena”. Men det fungerede i Glassalen, fordi intimiteten var intakt, akustikken fin og lyden fortættet. Det fungerede endda bedre her end i Koncertsalen i DR Koncerthuset, hvor han flere gange før har optrådt – igen p.g.a. intimiteten.

Da han lørdag aften entrede scenen i Glassalen var det med en helt naturlig autoritet, en langsommelig ro og et absolut nærvær. Han var omgivet af fem fremragende musikere. Og skuede på en gang stolt og ydmygt ud over publikum.

Nok var der indledningsvist monitorproblemer, som generede pianisten, og som afstedkom, at Gregory Porter fra scenen måtte træde vande, indtil løsningen blev fundet. Men fundet blev den, og derfra var det fast forward med en blanding af medrivende swing og dybfølt melankoli – sange som i alle tilfælde kredsede om issues som kærlighed og fred. Sandt at sige grænser enkelte af hans tekster til det banale, men med hans fraseringer, hans intonation og betoning af enkeltstående ord giver alle sangene alligevel mening – på et dybt, seriøst og modent plan.

Største oplevelse var for mig den intenst intime versionering af balladen, ”Water Under Bridges”. I den trådte alle Gregory Porters kvaliteter som sanger frem i detaljer. Når han sang om den ulykkelige kærlighed var det på en sådan måde, at man vitterligt kunne tro, at det var egne, smertelige erfaringer, han øste af. Generøst. Ærligt. Detaljerigdommen i versioneringen anskueliggjorde, hvorfor det er så fortjent, at han for to af sine album har modtaget Grammyer. Gregory Porter er den pt. bedste, mandlige jazzsanger i verden! En intens oplevelse. Men ikke bare det. Han er åbenlyst også god til at samle gode folk omkring sig, og alle fik de under koncerten deres soloparti, deres øjeblik. Pianisten var yderst eminent, bassisten og tenorsaxofonisten ligeså. Hammondorganisten var sprudlende og trommeslageren ren energiudladning.

Derfor – og klart: som følge af intimiteten og akustikken i Glassalen – blev koncerten den hidtil bedste af alle dem, jeg har oplevet på årets jazzfestival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA