Nyhed

Se Beyoncés flotte video til Lion King-sangen "Spirit"

GAFFA – alt om musik

"Idéen med videoen er at vise, hvordan Gud er art directoren"

Beyoncé er nu klar med en flot video til sangen "Spirit" fra soundtracket til den nye, såkaldte live action-genindspilning af tegnefilmklassikeren The Lion King, som hun også lægger stemme til. Se videoen ovenfor.

I filmen ser man Beyoncé og en række dansere i smukke, afrikanske omgivelser, og videoen byder også på klip fra Lion King-filmen, hvor det er fotorealistiske, computeranimerede løver, der har de centrale roller. Også Beyoncés syvårige datter Blue Ivy ses i en lille rolle.


I et interview på ABC News, her citeret af Rolling Stone, fortæller Beyoncé, at den oprindelige Lion King-film fra 1994 var "den første Disney-film, der fik mig til at græde". Hun fortsætter: "Idéen med videoen er at vise, hvordan Gud er art directoren" med henvisning til den smukke natur i Afrika.

Beyoncé udgiver fredag den 19. juli et helt nyt album, The Lion King: The Gift med musik inspireret af filmen, ligesom hun også medvirker på soundtracket med to sange.

LÆS: Her er tracklisten til Beyoncés nye Lion King-album – med masser af stjerner


Den nye version af The Lion King-filmen har dansk premiere i dag, den 17. juli.

 

ANNONCE