Nyhed

Manden, som ASAP Rocky angreb, bliver ikke selv sigtet

GAFFA – alt om musik

"Må betragtes som en ret til selvforsvar"

Den mand, som ASAP Rocky angreb i Stockholm, og som var årsagen til, at han har siddet fængslet i byen siden 3. juli, bliver ikke selv sigtet for noget, skriver Rolling Stone. Manden var oprindeligt mistænkt for selv at have angrebet ASAP Rockys bodyguard ved at have kastet et par hovedtelefoner i ansigtet på ham.

Den svenske anklager Daniel Suneson udtaler: "Modparten i sagen beder gentagne gange den anden person om at gå. Da han nægter at gå, skubber modparten ham væk og tager et greb om personens hals og løfter ham nogle meter væk. I denne situation kaster personen sine hovedtelefoner på modparten og prøver at uddele slag, hvilket må betragtes som en ret til selvforsvar."


I flere videoer på sin Instagram-side fortæller ASAP Rocky, at han og hans crew er blevet forfulgt af to unge mænd i det indre Stockholm. Man ser også optrinnet mellem den ene af de unge mænd og ASAP Rockys bodyguard, om end det ikke står helt klart, om bodyguarden løfter den ene mand eller skubber ham. Man hører også nogen blive ramt af noget.

Artiklen fortsætter under videoerne

Se yderligere en video på ASAP Rockys Instagram


En video på TMZ viser på sin side, hvordan ASAP Rocky (i grønne shorts og hættetrøje) vælter, slår og sparker den unge mand. ASAP Rocky nægter sig skyldig og siger, han handlede i selvforsvar.

Artiklen fortsætter under videoen


ASAP Rockys bodyguard blev også anholdt efter optrinnet, men blev siden løsladt uden sigtelse.

Den svenske anklagemyndighed ventes på torsdag den 25. juli at tage stilling til, om rapperen skal tiltales. Hvis han bliver dømt, risikerer han op til seks års fængsel.

En underskriftindsamling, der kræver rapperen løsladt, har i skrivende stund mere end 600.000 underskrifter. En række kunstnere, blandt andre Tyler, the Creator, Tyga, Schoolboy Q, T.I. og Rihanna har også krævet stjernen frigivet. Tyler, the Creator har udtalt, at han nu vil boykotte Sverige, mens Tyga aflyste en svensk koncert forleden i solidaritet med A$AP Rocky. Også Donald Trump har blandet sig i sagen.


LÆS OGSÅ: Sveriges statsminister svarer Trump i sag om ASAP Rocky-anholdelse

ASAP Rocky nåede at give en koncert i Stockholm, inden han blev anholdt. Få dage tidligere optrådte han på Tinderbox, hvor GAFFAs anmelder var lidt mellemfornøjet med hans indsats.

LÆS OGSÅ: You have to end this tour, ASAP


 

 

ANNONCE