Nyhed

Rapperen Tay-K idømt 55 års fængsel for medvirken til drab

GAFFA – alt om musik

Deltog i hjemmerøveri med dødelig udgang

Den 19-årige amerikanske rapper Tay-K er blevet idømt 55 års fængsel for medvirken til drab i forbindelse med et hjemmerøveri, skriver NME.

Rapperen med det borgerlige navn Taymor Travon McIntyre brød sammen med seks andre ind i et hjem i Mansfield, Texas i 2016 – da Tay-K bare var 16 år – hvor de håbede at finde penge og stoffer. Det gjorde de ikke, men til gengæld skød og dræbte de den 21-årige Ethan Walker. En anden person, Zachary Beloate, blev også skudt, men overlevede. Det var dog ikke Tay-K, der skød Walker, men en mand ved navn Latharian Merritt, der sidste år blev idømt livsvarigt fængsel for drabet.


Tay-K blev også idømt 30 års fængsel for et tilfælde af voldeligt overfald og 13 års fængsel for to andre tilfælde af voldeligt overfald. Dommene skal dog afsones samtidigt, således at Tay-K ikke skal mere end 55 år i fængsel.

Efter hjemmerøveriet blev Tay-K varetægtsfængslet i sit hjem med en elektronisk fodlænke. Denne rev han dog af i marts 2017, skrev om det på Twitter: "fuck dis house arrest shit fuck 12 they gn hav 2 catch me on hood" og gik under jorden i tre måneder, inden han blev anholdt. I denne periode indspillede han musikvideoen til sin sang "The Race", der blev hans største hit, som nåede en 44. plads på den amerikanske hitliste. Kort efter udgav han sit første og hidtil eneste mixtape, Santana World.

Tay-K blev født i Long Beach, Californien, og begge hans forældre var involveret i Los Angeles-banden Crips. Familien flyttede senere til Texas for at komme væk fra kriminalitet, men Tay-K har alligevel gentagne gange været i konflikt med loven. Han er også sigtet for et andet drab i Texas, på en fotograf, han er anklaget for at skyde, mens han var på flugt, og for et overfald på og røveri mod en 65-årig mand i en park.


LÆS OGSÅ: ASAP Rockys mor udtaler sig om sønnens anholdelse

Se musikvideoen til Tay-K's "The Race":


 

 

 


ANNONCE