Nyhed

Alle vindere af KarriereKanonen er fundet

GAFFA – alt om musik

Høker er tredje og sidste vinder

Det sidste af tre talenter fra det danske vækstlag er på Smukfest netop blevet udpeget til vinder af talentudviklingsforløbet KarriereKanonen 2019: Den københavnske trio Høker (billedet) alias Emil Jelbo, Gustav Bejder og Simon Guttermann, der live er udvidet med guitaristen Sylvester.

De to andre videre Patina og Angående Mig blev offentliggjort for kort tid siden. 


Høker er med egne ord en "trio, der mixer Hiphop-elementer og moderne pop med et mere udfordrende lydbillede." Umiddelbart efter offentliggørelsen af sejren fik vi en hurtig snak med gruppen.

Hvad føler I lige nu, og hvordan synes I selv, det gik i går ved finalekoncerten?

– Vi er meget overraskede, overvældede og utroligt glade. Det gik over al forventning i går; alt det, vi havde øvet på, lykkedes, og der var ikke noget, der gik galt. Vi er nok det band, der er sket mest med, siden vi spillede på Spot (hvor de udvalgte 12 blev reduceret til otte, red.), hvor vi var meget dårligere end de andre. Vi havde ikke regnet med at vinde, for det var et hårdt felt. Vi regnede med, at Statisk eller Undertekst ville vinde, det var to virkelig velspillende bands (det blev så Angående Mig og Patina, ud over Høker, red.).


Hvordan vil I karakterisere jeres egen musik, og hvem er I inspirerede af?

– Dybdegående, velspillende, velspillet, genrefusionerende, men vi nævner ingen genrer. Vi er inspirerede af navne som The Minds of 99, Emil Lange, Benal, Ukendt Kunstner, Medina, altså især dansksprogede kunstnere. Det danske sprog er meget smukt, når det bliver sat i musik på den rigtige måde.

Hvor længe har I spillet sammen, og hvor mange koncerter har I spillet?


– Vi gik i studiet for første gang for et år siden, og vi har spillet fem koncerter indtil videre.

Hvad har I fået ud af at være med i KarriereKanonen?

– Vi har lært, at det er vigtigt at komme ned i detaljen, især når det gælder koncerter. Og så har vi mødt nogle utroligt venlige musikere, og venlige folk i det hele taget.


Hvad er næste skridt for jer?

– Vi skal lave noget mere musik, for vi har ikke det største katalog. Næste år skal vi jo spille en længere koncert her på Smukfest. Vi skal også spille i Birkerød den 31. august og endnu en koncert, vi ikke må sige noget om endnu.

Blandt tidligere vindere af KarriereKanonen kan nævnes i dag etablerede navne som The Minds of 99, Katinka, Djämes Braun og mange flere.


Valget af vinderne er truffet efter et grundigt talentforløb, som kulminerede i går, hvor otte finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 Beat.

Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på på Smukfest 2020.  

Talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med danske tekster – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. I 2009 udvidede man sin partnerkreds, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab.


Hør musik med vinderne og de øvrige KarriereKanon-finalister her

ANNONCE