Nyhed

Khalid holder støttekoncert efter masseskyderiet i El Paso

GAFFA.dk - alt om musik

Koncerten skal indsamle penge til ofrene for masseskyderiet

Den amerikanske sanger Khalid, der i juni optrådte på NorthSide, afholder en støttekoncert i kølvandet på masseskyderiet i El Paso, Texas, der fandt sted den 3. august og efterlod 20 mennesker døde. Støttekoncerten bliver afholdt på University of Texas i El Paso den 1. september. Overskuddet fra koncerten går til El Paso Shooting Victims’ Fund samt El Paso Community Foundation.

“Jeg er så dybt rystet over den forfærdelige handling, der fandt sted i El Paso og over den meningsløse vold, som vores land oplever dagligt,” udtaler Khalid om masseskyderiet og fortsætter:


“Derfor vil jeg give noget tilbage til fællesskabet i El Paso, der har givet mig så meget. Vær venlige at møde op og lad os sammen blive helet gennem musikken og på samme tid indsamle penge til dem, der har brug for det.”

LÆS OGSÅ: Hitmaskinen Khalid kommer til Danmark

Khalid har gået på high school i El Paso og har tidligere denne sommer doneret rygsække fyldt med skolesager til skoleelever i El Paso igennem hans Great Khalid Foundation.


Sangeren Khalid er med sine blot 21 år en af de mest streamede artister på Spotify og udgav i april 2019 albummet Free Spirit. 14. september kan han atter opleves i Danmark, denne gang i Royal Arena.



ANNONCE