Nyhed

Hovednavn aflyser på Tønder Festival

GAFFA - alt om musik

Amerikanske John Prine er ramt af sygdom og aflyser koncert på Tønder Festival.

Telefonerne er sandsynligvis rødglødende hos ledelsen på Tønder Festival i øjeblikket. De arbejder netop nu på højtryk for at erstatte et ikke-ubetydeligt hul i programmet søndag aften den 25. august. Søndagens hovednavn, den amerikanske sangskriver John Prine, har aflyst grundet sygdom.

Han har brug for at samle kræfter efter en operation han fik foretaget tidligere på sommeren. Det har altså resulteret i at kunstneren er nødsaget til at aflyse sin planlagte Europa-turné. En turné der altså skulle have underholdt Telt 1 i Tønder. John Prine spillede i 2015 på netop Tønder Festival – en koncert GAFFAs anmelder var svært begejstret for.


LÆS OGSÅ: John Prine: Tønder Festival, Telt 1

Til aflysningen siger den kunstneriske leder ved Tønder Festival Maria Theessink:

– Vi er meget kede af, at John Prine er ramt af sygdom og sender de varmeste hilsner og god bedring til ham. Der er kort tid til festivalen, og vi arbejder lige nu benhårdt på en løsning for programmet søndag aften i Telt 1, hvor John Prine skulle have optrådt. Det bliver en stor buket af kunstnere, der er på plakaten på årets festival, eller er en del af vores netværk. Vi har allerede fået mange positive tilbagemeldinger, men det er for tidligt at melde det endelige program ud. Vi håber på publikums forståelse.


John Prines management og pladeselskab sender i forbindelse med aflysningen en hilsen til alle fans:

– Vi er taknemmelige for den loyale støtte fra vores fans over hele verden, og John ser virkelig frem til igen at lave det, som han elsker at lave.

John Prine steg i de musikalske grader i kølvandet på Bob Dylans succes i 60erne og 70ernes USA. Sangeren selvbetitlede album fra 1971 cementerede hans status som en af verdens ypperste sangskrivere. John Prine er i dag 72 år gammel.


Hele Prines planlagte efterårsturné er blevet udskudt, men fortvivl ej; John Prine vender eftersigende tilbage til Tønder Festival i 2020.

ANNONCE