Nyhed

DR åbner for forlængelse af P6 Beat og P8 Jazz

GAFFA – alt om musik

"Hvis der er et politisk flertal, der er med på at udsætte den lukning et år, så er vi indstillet på at gøre det".

De to DR-kanaler P6 Beat og P8 Jazz står til at lukke ved årets udgang grundet sparekrav mod DR som følge af medieforliget sidste år mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti. Nu åbner DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn imidlertid for, at de to kanaler kan få lov at leve endnu et år mod en ekstrabevilling på i alt 15 millioner kroner.

"Vores hovedprioritet er, at vi ikke skal spare yderligere end de 420 millioner, vi allerede har sparet. Vi håbede selvfølgelig, at der kunne komme en afklaring på DR's økonomi i 2019," sagde DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn på et pressemøde om efterårets programmer tidligere i dag til B.T. og fortsatte:


"Hvis der er et politisk flertal, der er med på at udsætte den lukning et år, så er vi indstillet på at gøre det".

Medieforliget i juni 2018 pålagde DR at spare 773 millioner kroner over de næste fem år. Det resulterede blandt andet i, at DR i september 2018 offentliggjorde, at de tre kanaler P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz skulle lukke ved udgangen af 2019.

Regeringen skiftede som bekendt farve efter valget 5. juni, og medieordførerne i regeringspartiet Socialdemokraterne og dets parlamentariske grundlag, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, udtalte umiddelbart efter valget alle til Politiken, at medieforliget skulle ændres.


"Når jeg ser på de kulturpolitiske meldinger, er der enighed om at få justeret og ændret i den medieaftale, der er lavet", sagde Socialdemoraternes daværende kultur- og medieordfører Mogens Jensen, nuværende minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

LÆS OGSÅ: Grundlægger af musikselskab i opsang: "P6 Beat er nødvendig!"

Opdatering:


Politiken har i dag talt med medieordførerne fra Enhedslisten, SF og Radikale, henholdsvis Søren Søndergaard, Jacob Mark og Jens Rohde, der alle er positivt stemt for at redde P6 Beat og P8 Jazz, om end Jens Rohde ikke vil øremærke pengene til kanalerne af hensyn til armslængdeprincippet. Avisen har dog ikke kunnet få en kommentar fra den socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen, som tidligere har udtalt, at der ikke kommer en ny medieaftale før 2020, hvorfor både SF og Radikale ønsker pengene til DR afsat på finansloven. Jens Rohde ser også gerne, at P7 Mix bliver bevaret, men det afviser Maria Rørbye Rønn.

 

ANNONCE