GAFFA.dk – alt om musik
Aura, Poul Krebs, Søs Fenger og Silas Bjerregaard skal sammen med tidligere annoncerede Steen Jørgensen, Kira Skov og Carl Emil Petersen fejre Bruce Springsteens 70 år til hyldestkoncerter.
Den 23. september fylder et af de mest elskede ikoner i rocken 70 år. Navnet er Bruce Springsteen, også kendt som ”The Boss”. Gennem snart fem årtier har den amerikanske rockhelt begejstret verden over med sine stærke sange og medrivende og lange koncerter, med eller uden sit legendariske E Street Band. Nu bliver han hyldet af en række store danske navne ved to danske koncerter på Train i Aarhus 18. september og i Amager Bio 19. september under overskriften Born to Run – en hyldestkoncert for Bruce Springsteen.
Og nu er fire nye artister inviteret med til festlighederne: Aura, Poul Krebs, Søs Fenger og Silas Bjerregaard (tidligere frontmand i Turboweekend). Men alt er ikke afsløret endnu, da publikum i Amager Bio får besøg af en gæst, som endnu holdes hemmelig.
Born to Run – en hyldestkoncert for Bruce Springsteen er den eneste mulighed for at få en live-Springsteen indsprøjtning dette år, da han efter at have touret med Springsteen on Broadway sidste år holder en velfortjent pause. Hen over sommeren har "The Boss" dog både udgivet sit 19. studiealbum Western Stars og for nylig singlen "I'll Stand By You" så det vil være synd at sige, at rockbossen er ved at blive træt. Han har også store planer for 2020.
LÆS OGSÅ: Bruce Springsteen har godt nyt fra E Street
Billetsalget til de to koncerter er i fuld gang på spillestedernes hjemmesider, og der er meldt "få billetter" til Amager Bio-showet.
Opdatering: Søs Fenger har desværre aflyst sin optræden grundet pludselige forpligtelser andetsteds