GAFFA – alt om musik
Nyt album og turné næste år
Bruce Springsteen udgiver 14. juni sit soloalbum Western Stars, der er indspillet uden hans faste band E Street Band, om end enkelte medlemmer af orkestret medvirker på albummet. Udgivelsen bliver ikke fulgt op af en turné, men Springsteen har godt nyt om E Street Band.
"Jeg indspiller med E Street Band til efteråret, og når vi er færdige, tager vi på turné, næste år, siger han til den italienske avis Repubblica, citeret af NME.
Tidligere på måneden fortalte Springsteen ved en privat Netflix-event til filminstruktøren Martin Scorsese, at han havde skrevet et nyt album til E Street Band.
Bruce Springsteen optrådte senest i Danmark i 2016, hvor han og E Street Band spillede i Horsens på deres The River-turné.
LÆS OGSÅ: Bossen sejrede i Horsens med The River-sange, sammenbidt alvor og storslået hitparade
E Street Band-guitaristen Little Steven kan i øvrigt opleves med sit eget band på Jelling Musikfestival, der begynder i morgen, den 29. maj.
LÆS OGSÅ: Little Steven til Danmark
Om det kommende soloalbum udtalte Springsteen for nyligt følgende på sin hjemmeside: "Denne plade er en tilbagevenden til mine soloudgivelser med karakter-drevne sange og fejende, cinematiske orkesterarrangementer. Det er et smykkeskrin af en plade."
Ifølge Springsteens hjemmeside er albummet inspireret af de sydcaliforniske popplader fra slut-60'erne og start-70'erne, ifølge et interview i Variety plader med kunstnere som Glen Campbell, Jimmy Webb og Burt Bacharach. Blandt de medvirkende er E Street-Band-medlemmerne Charles Giordano på orgel og Soozie Tyrell på violin, ligesom keyboardspilleren David Sancious fra den allerførste udgave af gruppen også spiller med, og Springsteens hustru, det lejlighedsvise E Street Band-medlem Patti Scialfa synger kor. Albummet er produceret af Ron Aniello, der også producerede Springsteens to forrige studiealbum, og han spiller ligeledes bas og keyboard med mere.
Udgivelsen bliver Springsteens første studiealbum siden High Hopes fra 2014, hans første med nyskrevne sange siden Wrecking Ball fra 2012 og hans i alt 19. studiealbum.
LÆS OGSÅ: Store danske navne fortolker Springsteen ved hyldestkoncerter
Albummet indeholder følgende sange:
1. Hitch Hikin’
2. The Wayfarer
3. Tucson Train
4. Western Stars
5. Sleepy Joe’s Café
6. Drive Fast (The Stuntman)
7. Chasin’ Wild Horses
8. Sundown
9. Somewhere North of Nashville
10. Stones
11. There Goes My Miracle
12. Hello Sunshine
13. Moonlight Motel
Varm op med forsmagen "There Goes My Miracle":