GAFFA.dk - alt om musik
I et interview fortæller Green Day-frontmanden om søgen efter en ny lyd på nyt album.
Green Day har netop udgivet singlen “Father of All…”, en forløber for deres kommende 13. studiealbum af samme titel, der udkommer den 7. februar 2020. Hør singlen nedenfor. Samtidig har de annonceret The Hella Mega Tour sammen med Fall Out Boy og Weezer, en turné, som kommer til både USA og Europa, men desværre ikke Danmark. Gruppen giver også koncerter i Europa uden Fall Out Boy og Weezer, men heller ikke her kommer de til Danmark – men dog til Norge og Sverige.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Tanken er fyldt med højoktansmelodier
I et interview med Rolling Stone løfter Armstrong nu sløret for noget af processen bag tilblivelsen af det nye album. ”Jeg vidste, jeg ville lave noget anderledes. Jeg har altid elsket britisk mod-musik fra 60erne. Men jeg ville tilbage til kilden og se, om jeg ikke kunne putte soul-musikken gennem et Green Day-filter. Det handlede meget om at prøve sig frem. Der har været meget riven i håret.”
Det hele klikkede med et trommebeat fra trommeslageren Tre Cool. ”Det var som en enhjørning, der faldt ned fra himlen. ’Jeg ved ikke, hvad det er, jeg ved ikke, hvordan jeg har gjort det’, men det er den retning, jeg skal i”, siger Armstrong til Rolling Stone.