Nyhed

O/Rioh laver LGBTQI-pendant til Hej Søster

GAFFA.dk - alt om musik

O/Riohs bevægelse "We're here" skal sætte spotlight på LGBTQI-musikere fra ind- og udland.

Den 13. august kunne vi bringe nyheden om, at den danske queerkunstner O/Rioh blev fjernet fra Copenhagens Prides program få dage inden hun skulle spille på Rådshuspladsen. Det skete efter at hun kritiserede organisationens valg af optrædende kunstere på sin Instagram profil. O/Rioh, der går under det borgerlige navn Rikke Østergaard, kritiserede helt konkret, at Pride gav alle deres headlinekoncerter til kunstere, der ikke repræsenterer LGBTQ-miljøet.

Kommunikatonschef for Pride Thomas Rasmussen udtalte i den henseende, at  "nogle gange må vi erkende, at der er ikke så mange LGBT+ hovednavne og headliners, som vi kunne ønske os." 


LÆS OGSÅ: Åbningsact udelukket fra Copenhagen Pride efter kritik

Denne påstand har O/RIOH sat sig for at modbevise. Hun har derfor sammensat to playlister, en dansk og en international (inklusiv danske artister), som begge udelukkende består af LGBTQI-musikere. Den nye bevægelse kalder hun "We're Here":

– Modtageren af disse lister var i udgangspunktet Copenhagen Pride. For at vise dem at det absolut er muligt at sammensætte et 100 procent LGBTQIA+-baseret line up på scenen til næste års Pride-uge. Også hvis man medregner de kommercielle spekulationer, og behovet for at samle mange mennesker - og dermed mere kapital. Lars (Henriksen, Forperson, red.) har allerede svaret mig med stor taknemmelighed, så jeg håber bestemt, at vi kommer til at se nogle mere repræsentative navne som headliners til Copenhagen Pride i 2020.


– For at indsamle så mange artister som muligt spurgte jeg venner, følgere og kollegaer på Facebook og Instagram om hjælp, og fik rigtig meget respons. I processen har jeg selv opdaget virkelig meget ny musik, og er ret blown away over det. Der er virkelig bred repræsentation af genrer og identiteter. Jeg drømmer da om, at det kan nå hele vejen ud på scenen, og at det kan blive starten på en bevægelse, der kan brede sig, udtaler O/RIOH.

LÆS OGSÅ: Fallulah og Vega lancerer ny festival med lutter kvindelige artister

Et lignende tiltag begav den danske sangerinde Fallulah sig ud i i juni 2018, da hun oprettede playlisten "Hej Søster". Her var konceptet at fremhæve kvindelige kunstnere og deres musik, og idéen bakkes i dag op af næsten 4500 følgere på Spotify. 
 
Dette kulminerede i et større koncertarrangement på Store Vega den 14. september, hvor flere store navne, herunder Soleima, Iris Gold og Marie Key var på programmet. 

Hør "We're here"-playlisterne herunder. 

ANNONCE