GAFFA.dk - alt om musik
Ansøgningsperioden for en showcase til næste års Spot Festival løber fra i dag til den 19. november.
Danmarks største branchefestival Spot løber af stablen for 26. gang næste år. Fra i dag kan håbefulde nordiske artister ansøge om at få en plads på det eftertragtede program i 2020. Er du eller kender du nogen, der er aspirerende stjerne, så kan du tilgå ansøgningsskemaet her.
Når du ansøger er det vigtigt, at følgende skal være i orden for at ansøgningen bliver godkendt:
- Billedmateriale i høj opløsning (300 dpi) og 5 x 5 cm.
- Kort præsentationstekst på maks. 400 anslag (inkl. mellemrum).
- Uddybende information i form af pressemeddelelse eller lignende.
- Min. 2 og mak. 4 numre som .mp3-filer, .aac/.m4a-filer eller .ogg/.oga.
Desuden skal ansøgere oplyse kontaktinformation og samarbejdspartnere, motivation for at spille på Spot, samt konkrete målsætninger og forventninger ved eventuel optræden på festivalen.
På dette års Spot Festival spillede over 300 bands og artister, heriblandt både upcoming- og mere etablerede og profilerede navne. I flæng kan nævnes Mads Langer, Liss, Chinah, Artigeardit, Bisse og Ravi Kuma. Derudover er flere hundrede udenlandske og danske repræsentanter fra musikbranchen og pressen hvert år til stede på festivalen, så der er her tale om et af Danmarks helt store musikalske udstillingsvinduer.
LÆS OGSÅ: Dette var årets bedste Spot koncerter - og en enkelt svipser
Udvælgelsen sker på baggrund af votering blandt en såkaldt lyttejury, og spændte deltagere kan forvente spar på deres ansøgning senest februar 2020. De dygtige og heldige kandidater tilbydes en showcase på 35 minutter samt adgang for én repæsentant til Spots konference- og netværksarrangement SPOT+