GAFFA.dk - alt om musik
Det kommende tiår er ikke mange uger gammelt, når Dizzy Mizz Lizzy præsenterer deres kommende album på en forårsturné med særligt indbudte gæster på plakaten.
Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis-Larsen arbejder lige nu i studiet med numrene til Dizzy Mizz Lizzys fjerde album, der udsendes i foråret 2020.
– Det har taget længere tid, end vi havde troet, men nu er vi der, og kan alle tre mærke "den". Lysten til at skabe noget nyt er stor, og vi nyder hver dag at være i studiet, siger Tim Christensen om indspilningen af det kommende album.
Christensen har selv – for første gang – taget producerkasketten på under indspilningerne, der finder sted i bandets eget studie i København. Derefter bliver de mixet af Jacob Hansen, som blandt andet også mixede bandets forrige udgivelse Forward In Reverse fra 2016.
– Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at den nye plade bliver tungere og mørkere end tidligere og med færre, men længere numre. Den vil dog stadig være energisk og melodisk, så ingen vil være i tvivl om, at det er en Dizzy-plade, afslører Tim Christensen og tilføjer, at publikum til bandets koncerter i år allerede har hørt et par af de nye numre, deriblandt "California Rain", der sendes til radioerne i slutningen af oktober som en forløber for det kommende album.
Albummet har endnu ikke fået en titel, men udkommer i foråret 2020, hvor Dizzy Mizz Lizzy tager ud og præsenterer numre fra det ved fire store koncerter i Danmark:
4. april: Aalborg Kongres & Kultur Center
11. april: Odense, Jyske Bank Arena
17. april: København, Royal Arena
18.april: Aarhus, Ceres Arena
Dizzy Mizz Lizzy kommer ikke alene på scenen ved de fire stortopsatte koncerter, da de har valgt at invitere Bersærk og Psyched Up Janis med på turneen.
– Jeg mødte Bersærk på Copenhell i år og synes, at de er noget af det bedste i nyere dansk metal, så jeg er glad for, at de har lyst til at tage med rundt. Og lige sådan med Psyched Up Janis, som startede samtidig med os og er samme generation. Det bliver spændende at dele scene med dem igen, så vi glæder os meget til de koncerter, afrunder Tim Christensen.
Billetsalget starter mandag 30. september klokken 10.00 via livenation.dk.